Klimaafgiften skal forandre landbruget, ikke lukke det

Siden 1990 er drivhusgasudledningerne fra landbruget i Danmark reduceret med knap 20 procent, men de har stort set været uændrede de seneste 15 år. Landbruget står over for at levere hidtil usete drivhusgasreduktioner på meget kort tid, hvis klimalovens mål i 2030 og siden dansk landbrugs klimaneutralitetsmål i 2050, skal opfyldes.

Reduktion i drivhusgasudledning bør ske på en måde, der ikke blot pynter på det danske klimaregnskab, men også bidrager til at mindske det globale fødevaresystems pres på klima, miljø og natur i en situation med stærkt stigende fødevareefterspørgsel. Her kan dansk landbrug bruge sin styrkeposition i forhold til anvendelse af ny viden og nye teknologier, til at vise verden, hvordan man producerer med lavest mulig drivhusgasudledning, med respekt for øvrige bæredygtighedskriterier knyttet til fødevareproduktion.  

Desuden bør en kommende klimaindsats i landbruget, have fokus på at fastholde en stor dansk fødevareproduktion til eksport, da dansk landbrug bør ”mætte lige så mange munde” i fremtiden som i dag.  

Landbruget skal have tydeligt økonomisk incitament til forandring

Et helt centralt element for at skabe de nødvendige ændringer i landbrugets produktion og anvendelse af udledningsreducerende teknologier er, at der bør skabes et tydeligt incitament for landmændene til at iværksætte denne forandring. Et sådant incitament findes ikke i dag – heller ikke med vedtagelsen af Landbrugsaftalen fra 2021. Et sådant incitament kan være økonomisk eller via lovgivning (krav). Flere analyser viser, at incitamentet primært bør være af økonomisk karakter, men på udvalgte områder kan det suppleres af regulering.

Af økonomiske incitamenter kan man primært forestille sig en afgift, et klimatilpasset støttesystem eller et kvotesystem. I dette indlæg vil der udelukkende blive redegjort for de mulige fordele ved en klimaafgift, da det er det, der er bred politisk enighed om at få indført.  

Start med beskatning af distinkte udledningskilder

Der er stort set ingen erfaringer med indførsel af en klimaafgift på landbrugets biologiske processer, da Danmark indtil videre er det eneste land, der arbejder med denne ambition. I New Zealand er der lignende tanker, men dels er det afgiftsniveau, der overvejes meget lavt og dels er der meget store forskelle på dansk og New Zealandsk landbrug. Derfor er en klimafgift for landbruget et relativt ubetrådt land. Det maner til eftertanke. Da landbruget samtidig er et meget lækageudsat erhverv og den sektor i dansk erhvervsliv, hvor drivhusgasudledningen per tjent kr. er højest, er det særdeles vigtigt, at analysen af, hvordan en afgift kan indrettes og hvor højt afgiftsniveauet skal være, bliver grundig og involverer alle relevante aktører.  

CONCITO foreslår, at en klimaafgift pålægges tre til fire distinkte udledningskilder, da man ikke kan vente på detaljerede regnskaber for drivhusgasudledning for hver dansk landbrugsbedrift, før man indretter en incitamentsstruktur. Denne type bedriftsregnskaber vil det tage en del år at implementere i praksis, på et niveau hvor disse kan fungere som grundlag for en afgift, et støttesystem eller tilsvarende.

Det forsimplede ”bedriftsregnskab” vi foreslår, bør omfatte antallet af køer, mængden af kvælstofgødning der tilføres markerne og hvor meget husdyrgødning der findes på bedriften. Disse tre områder findes der relativt gode aktivitetsdata for. Her skal det dog nævnes, at der trods de relativt gode aktivitetsdata er store usikkerheder om, hvor store drivhusgasudledninger, der reelt er fra f.eks. markerne og gylletankene.

Det sidste område man bør arbejde for at afgiftsbelægge, er de organiske jorde (de såkaldte lavbundsjorde). Her er udfordringen dog, at de kort, der angiver hvor jordene findes, er meget usikre og desværre nok vil være det en rum tid frem over, til trods for, at der pågår et stort arbejde inden for netop bedre kortlægning.

På grund af den store usikkerhed om den reelle drivhusgasudledning fra en given bedrift, bør der gives en vis rabat fra det offentliges side ved opkrævning af en klimaafgift. En sådan rabat kunne indrettes således, at man for indførsel af et virkemiddel med f.eks. 25% drivhusgasreduktion, får et nedslag i afgiften på 100%, i hvert fald i en periode. Siden kunne rabatten falde gradvis over tid, så det svarede til virkemidlets effekt. På den måde kan man tilskynde til forandringer, men samtidig  ikke opkræves en afgift, der ikke er fagligt belæg for. Her skal man huske på, at målet med en grøn afgift er at skabe omstilling og ikke en indtægt for staten.

Med en klimaafgift, vil det stadig være muligt for landmænd og landbrugets andelsselskaber, at markedsføre produkter, der beviseligt fører til lavere drivhusgasudledning og måske derved opnå en øget betalingsvilje blandt forbrugerne i Danmark og i udlandet.

CONCITO foreslår, at en evt. klimaafgift bygger på nedenstående seks principper:  

1.      Afgiften meldes hurtigt ud

2.      Afgiften indfases over tid.

3.     Afgiften pålægges udvalgte distinkte kilder

4.      Afgiftsniveau sættes under hensyntagen til klimamål og erhvervets omstillingsmulighed

5.     Hurtig og strømlinet validering af drivhusgasudledninger og nye tiltag

6.     Omstilling bør ske ved en klimaafgift i kombination med støtte og regulering

De seks principper er uddybet i CONCITO-notatet “Model for klimaafgift i landbruget”.

Der udestår stadig mange uafklarede spørgsmål i forbindelse med indførsel af en klimaafgift i landbruget. Hvordan tæller negative emissioner ved lagring af kulstof i jorden f.eks. via biokul med i enkeltbedrifters regnskab - selv i den foreslåede simple version er dette uafklaret? Hvordan skal der differentieres mellem konventionelle og økologiske bedrifter – hvis der skal? Kan man overveje at benytte en form for selvrapportering og egenkontrol kombineret med offentlige stikprøver ved indkrævning af klimaafgift? Og meget andet.

Men en gennemtænkt klimaafgift på ”det rigtige niveau”, kan blive en økonomisk effektiv måde at reducere landbrugets drivhusgasudledning. Den vil i sagens natur kræve mere af nogle landmænd end andre, men den kan blive afgørende drivkraft for omstilling og fremtidssikring af den danske fødevaresektor.

En kortere udgave af debatindlægget blev bragt d. 13. marts 2023 i Jysk Fynske Medier.