Lad hundreder af mobiliteter blomstre!

Debatindlæg
Håbet om at beskytte kloden mod uoverskuelige klimaforandringer kræver en fuldstændig omstilling af transport, som vi kender den. Den tid, hvor 'god mobilitet' var ensbetydende med at kunne køre rundt i privat emissionsbil til alting, er derfor meget snart slut.

Vi skal udvikle fremtidens gode mobiliteter, det vil sige en vifte af nye bæredygtige måder at opnå god tilgængelighed på.

Klimavidenskaben taler stadig tydeligere om de katastrofale konsekvenser, som vores nuværende produktions-, transport-og forbrugsmønstre vil overføre til de næste generationer. Klimatopmødet i Glasgow i november fastslog klart, at halvanden grad er det globale mål, og at udledningerne skal ned nu.

COP26 var også det klimatopmøde, som hidtil har haft stærkest fokus på transporten. Men klimatopmøder opfinder ikke fremtidens mobilitetsløsninger.

De skal stå deres prøve i den fysiske virkelighed, hvor menneskers daglige aktiviteter bindes sammen og kobles op til den øvrige verden gennem rejser og forsyningskæder.

Det vil sige i byer og lokalsamfund overalt.

Her står danske kommuner med en unik og vigtig rolle. Igennem DK2020 partnerskabet har nu 95 af 98 danske kommuner påbegyndt deres færd mod en klimaneutral fremtid med transport som en del af pakken.

Transport fylder rigtig meget i kommunernes CO 2 -udledning (median omkring 38 %), og opgaven med at skabe attraktive og velfungerende byer og lokalsamfund uden emissionsbiler bliver en stor udfordring.

Her er elbiler klart nok en vigtig brik. Kommunerne skal selv gå foran ved at satse på 100 % elektrificering af egen transport. Og så skal kommunerne selvfølgelig udnytte deres nyligt tilkæmpede håndtag for at gøre elbilen til et fornuftigt valg for borgere med bil, også der hvor markedet ikke leverer.

Men afløsningen for emissionsbilen kan ikke kun være en ny ' one size fits all' model for mobilitet. Der bliver brug for både mangfoldighed og fleksibilitet, også for dem der ikke vil være afhængige af bil. Og i byerne vil langt mere plads-og ressourceeffektive løsninger give nye muligheder for at omskabe tidligere vejbaner og parkeringspladser til nye grønne byrum, boliger og aktiviteter.

At skabe en ny fremtid efter emissionsbilens dominans handler nok så meget om politisk lederskab.

Her nøler staten desværre stadig, både når det gælder effektive virkemidler, og hvad angår nytænkning.

De nyvalgte DK2020 byråd bør derfor gøre sig til pionerer i den omstilling, som COVID-19 har givet en forsmag på, men som hele verden snart skal igennem i større skala: Det handler om at afprøve nye og bedre måder at være mobil på end de gængse på vej mod en klimaneutral fremtid. Det være sig virtuelt, elektrisk, aktivt, delt eller integreret i forskellige kombinationer.

Mange eksperimenter kan laves lokalt i en skala, som ikke nødvendigvis kræver massive investeringer eller politiske muskler til at begynde med.

I Danmark burde vi have gode forudsætninger for at skabe både konkrete resultater og nyttige erfaringer for andre. Takket være faktorer som mange it-vante borgere der i praksis allerede er ' mobilister' med et varieret transportmønster, eksistensen af et stærkt og bredt forankret lokalt selvstyre og ikke mindst et stort og voksende klimaengagement blandt virksomheder, borgergrupper og lokale ildsjæle. Alt dette nu yderligere understøttet af DK2020 partnerskabet, som kan bidrage med viden, værktøjer og netværk på tværs af landet, både på det faglige og det politiske niveau.

Lad mange nye grønne mobiliteter blomstre frem i de kommende måneder og år!

Debatindlæg bragt i Trafik & Veje, Januar 2022 

 

Relaterede emner
Kontakt
Christian
Direktør