Lavemissions-samfundets energisymfoni

Debatindlæg
Omstillingen til lavemissionssamfundet kan ikke blot overlades til markedet og dets solister, men kræver dygtige og ambitiøse dirigenter på nationalt, europæisk og globalt niveau.

Af Thomas Færgeman, direktør i CONCITO

Danmark står over for en massiv udfordring på energiområdet i de kommende år. Trods flere årtiers arbejde med energibesparelser og udbygning af vedvarende energi er 75 procent af vores energiforsyning stadig fossil energi, og målt per borger er vi en af verdens mest forbrugende og drivhusgasudledende nationer. 

Ifølge klimaforskerne i FNs klimapanel IPCC og EUs klimamål bør et rigt land som Danmark reducere drivhusgasudledningen med 80-95 procent i 2050 i forhold til udledningen i 2000. Vi skal altså rundt regnet reducere drivhusgasudledningen til en tiendedel af udledningen i 2000 samtidig med at vi stræber efter at øge den økonomiske vækst og beskæftigelsen. 

2013-udgaven af CONCITOs Annual Climate Outlook viser, at Danmark er på sporet i forhold til det langsigtede klimamål og fortsat vil være det, hvis det lykkes at opfylde regeringens mål om at reducere drivhusgasudledningen med 40 procent i 2020 i forhold til 1990. Den viser imidlertid også, at Danmark vil stå overfor en markant reduktionsudfordring efter 2020, hvor der skal reduceres med mindst 3,5 procent om året frem mod 2050 for at opfylde det langsigtede klimamål. Dette understreger, at 40 procents reduktion i 2020 ikke er endemålet for klimaindsatsen, men blot vil være godt begyndt. 

Bæredygtig energi spiller en helt afgørende rolle i omstillingen af Danmark til et lavemissionssamfund, og alle instrumenter skal i spil. Først og fremmest skal energiforbruget i bygninger, transport og produktion reduceres markant gennem energibesparende teknologier, fordi den billigste og mest miljøvenlige energi er den energi, vi ikke bruger. Derudover skal vi have en lang række vedvarende energikilder i spil, lige fra vindkraft og solkraft til geotermi og forskellige former for bioenergi – og så skal vi blive endnu bedre til at spille sammen med energisystemerne i vores nabolande. Endelig bliver vi også nødt til at bringe adfærdsændringer i spil, både i forhold til vores arbejdsliv og forbrugsmønstre. 

Mange af instrumenterne til lavemissionssamfundets symfoniorkester findes allerede, mens andre ikke er opfundet eller færdigudviklede endnu. Det skal dog ikke afholde os fra at sætte i gang med det samme. For de kraftværker vi bygger eller konverterer i dag vil stå der i flere årtier fremover, og der går typisk 30-40 år mellem gennemgribende renoveringer af vores bygninger. På den måde får vores beslutninger i dag betydning for Danmarks drivhusgasudledninger i årtier fremover. Udskydes omstillingen, bliver det kun dyrere at realisere lavemissionssamfundet, fordi energiforbruget vil være unødigt højt og det kan blive nødvendigt at lukke klimaskadelige energianlæg inden de er udtjente. 

Skal omstillingen til lavemissionssamfundet blive en smuk og omkostningseffektiv symfoni, kræver det på den ene side fleksibilitet i forhold til inddragelse af ny viden og nye instrumenter, og på den anden side langsigtede og pålidelige rammevilkår for investorerne. Derudover skal de forskellige instrumenter dimensioneres rigtigt i forhold til de tilgængelige ressourcer samt deres globale klimaeffekt. Dette kan ikke blot overlades til markedet og dets solister, men kræver dygtige og ambitiøse dirigenter på nationalt, europæisk og globalt niveau. 

---

Leder i annoncetillægget "Bæredygtig energi" i Berlingske og Aarhus Stiftstidende den 15. maj 2014

Foto: Colourbox.dk

Relaterede emner