NOx-afgiften rammer skævt
Regeringens femdobling af afgiften på energisektorens og erhvervslivets NOx-emission er i praksis en afgift på husholdningernes og erhvervslivets el- og varmeforbrug. Det er problematisk, fordi man igen friholder den omfattende forurening fra transportsektoren og brændeovne for afgifter, og fordi det har negative fordelingspolitiske effekter. Det fremgår af et nyt notat fra Danmarks grønne tænketank CONCITO.
"NOx-afgiften handler mere om hensynet til statskassen end hensynet til miljøet, og her er det tankevækkende, at man endnu engang vælger primært at beskatte lavindkomstfamilierne og erhvervslivets energiforbrug i form af el og varme, mens højindkomstfamiliernes store forbrug af benzin og brændeovne går fri, selvom det er her, de store miljøproblemer gemmer sig.", siger cheføkonom i CONCITO Frans Clemmesen.