Politikerne er vilde med veje og broer, men de bør stoppe med at ignorere klimabelastningen

Danmark og mange andre lande har sat sig ambitiøse mål frem mod 2030, men også mål om netto-nul udledning inden for de kommende to-tre årtier.

Klimaloven fastlægger et langsigtet netto-nul mål for Danmark senest i 2050, og der er politiske ambitioner om at rykke det frem til 2040. Uanset det præcise år kræver vejen til et Danmark med netto-nul udledninger, at alle relevante beslutninger, der rækker ud i tid, skal nytænkes og understøtte denne ambition.

Det gælder således ikke mindst også den måde, vi går til spørgsmålet om etablering af ny infrastruktur på.

Over de kommende år planlægges og gennemføres mange store infrastrukturprojekter i Danmark. Ikke kun de klassiske vej-, bro- og jernbanebyggerier, men også havne- og byudvikling, energianlæg, kulstoffangst- og lagring, samt klima- og stormflodssikring.

Det vil sige en blanding af projekter, som i deres natur har forskellige formål: at begrænse CO₂-emissionerne, at afbøde konsekvenserne af klimaforandringerne, eller et helt tredje formål (som så ofte øger emissionerne).

For de fleste større anlægsprojekter gennemføres der miljøvurdering og for langt de fleste projekter tillige en samfundsøkonomisk vurdering. Men planlægning og udvikling af anlæggene gennemføres i forskellige sektorer med forskellige beregnings- og vurderingsprincipper. Det gør det vanskeligt at overskue den samlede portefølje, vurdere de samlede konsekvenser og gennemføre en tværgående prioritering ud fra klimahensyn.

Den stadig mere kritiske situation for klimaet med globalt voksende emissioner og stadig strammere CO₂-budgetter (mængden af CO₂ vi samlet set kan udlede fremover i henhold til Paris-aftalen), gør det nødvendigt at nytænke planlægningen af CO₂-udledende anlæg og aktiviteter.

Fortsætter vi som hidtil, risikerer man, at samfundets ressourcer og vores CO₂-budget prioriteres forkert ved enten, at vi i for høj grad prioriterer utidssvarende projekter, som måske endda øger emissionerne, snarere end på vigtige klimagavnlige projekter, eller at vi gennemfører projekter, som der i en verden med behov for markante reduktioner og nytænkning ikke er plads til at prioritere.

En afgørende del af omstillingen og klimapolitikken bør derfor være at kaste et kritisk blik på den samfundsmæssige værdi og prioritering af vores samlede infrastrukturplaner og mere konkret på en række konkrete infrastrukturprojekter der umiddelbart øger drivhusgasudledningerne.

Stillet på spidsen kan man spørge:

• Hvornår er negative klimakonsekvenser af infrastrukturplaner så omfattende, at projekterne ikke bør gennemføres?
• Hvornår er det tilstrækkeligt at optimere udformning og anlæg for at mindske udledninger uden at anfægte projekternes etablering og anvendelse?
• Hvornår kan man med fordel udskyde projekter, indtil den teknologiske udvikling i form af for eksempel grønnere køretøjer, drivmidler, byggematerialer og infrastruktur har høvlet tilstrækkelig meget af den medfølgende udledning?

Den mangelfulde vurdering af infrastruktur i en klimapolitisk ramme skaber også i stigende grad politiske udfordringer og turbulens, når for eksempel CO₂-belastningen fra projekter og lignende ikke vurderes tilstrækkeligt. I flere andre lande revurderes allerede vedtagne infrastrukturplaner, som for eksempel midlertidige stop for nye motorveje i lande som Wales og Østrig.

Som en naturlig del af en ambitiøs klimapolitik på tværs af alle politikområder anbefaler Concito, at den nuværende tilgang til infrastrukturudbygning sættes på hold og erstattes af en bredere tilgang med fokus på, hvordan fremtidens infrastrukturprioriteringer spiller sammen med et Danmark med netto-nul udledninger.

En ny tilgang til infrastruktur bør tage udgangspunkt i følgende spørgsmål:

• Hvilke krav skal infrastrukturplaner og -projekter generelt leve op til for at være acceptable i forhold til eksisterende og kommende klimamål?
• Er der situationer, hvor det er klimamæssigt velbegrundet at udsætte eller helt afvise/skrinlægge foreslåede eller allerede besluttede infrastrukturplaner og projekter?
• Hvilke nye principper og procedurer i infrastrukturpolitikken er der behov for at opstille som supplement eller korrektiv til eksisterende metoder og forudsætninger for vurderinger af økonomiske, miljø/natur- og klimamæssige gevinster og omkostninger fra infrastruktur, såsom strategisk analyse, samfundsøkonomisk analyse, SMV (strategisk miljøvurdering) og VVM (miljøkonsekvensvurdering)?

Grundlaget for at medtage klimamæssige mål, begrænsninger og effekter i vurderingen af infrastruktur er i de senere år forbedret gennem en metodisk-faglig udvikling, som muliggør, at stadig flere aspekter af infrastrukturens klimapåvirkninger teknisk kan beregnes og opgøres.

Men der er i lige så høj grad behov for at klarlægge, hvordan beregningerne skal tolkes, hvad resultaterne skal vurderes ud fra, og hvad tallene egentlig skal bruges til.

Skæve vurderinger ses for eksempel, når VVM’er sammenligner udledninger fra et kommende transportprojekt med hele transportsektoren eller med Danmarks samlede udledninger og dermed afviser, at det har nogen betydning. Omvendt er det problematisk, hvis alle projekter dømmes ude på grund af en vis CO₂-udledning, uden skelen til projekternes øvrige fordele.

Concito har selv startet et analysearbejde med henblik på at besvare netop disse spørgsmål. Analysen vil, med eksemplificering gennem transportprojekter og -planer, på overordnet vis:

• Belyse de klimamæssige konsekvenser, som infrastrukturanlæg kan have
• Opregne de klimapolitiske rammer for at vurdere projekternes effekter og betydning
• Sammenfatte de eksisterende rammer for beslutninger om infrastruktur
• Diskutere udfordringer ved og metoder til at omsætte de klimapolitiske mål i rammer og krav til infrastrukturprojekter, herunder brugen af forudsætninger (for eksempel med hensyn til trafikvækst), som konflikter med vores klimamål
• Foreslå en række principper der kan sikre tilstrækkelig hensyntagen til klima i planlægning og prioritering af infrastruktur, både allerede besluttede projekter og mulige nye projekter
• Drøfte om principperne med fordel kan udmøntes i tre klimastrategiske vurderingsniveauer, hhv.
• - ’om’ planer og projekter overhovedet bør gennemføres i lyset af klimamål og rammer,
• - ’hvornår’ planer og projekter er mest hensigtsmæssige at gennemføre i lyset af teknologisk udvikling af transportmidler, energiforsyning og infrastruktur i retning af lavere klimapåvirkning,
• - ’hvordan’ aktuelle relevante projekter bør gennemføres herunder opstilling af konkrete klimakrav til udbud af anlægsopgaver, drift og anvendelse, således at der også sker en innovation i anlægssektoren til gavn for både Danmark og resten af verden.

Som led i dette arbejde har Concito arrangeret en session på konferencen Trafikdage i Aalborg (22.-23. august 2022), hvor vi håber at kunne tage hul på debatten på baggrund af ekspertoplæg.

Debatindlæg bragt i Klimamonitor d. 11. juli 2022.