Potentialer og udfordringer i fremtidens laboratoriekød

Af Torben Chrintz, videnskabelig rådgiver i CONCITO

Fremtidens valg af fødevarer vil være et af de helt afgørende parametre for, hvordan vores fremtid her på kloden ser ud. Det skyldes, at der i dag ikke er noget, der har påvirket klodens udseende, miljø og biodiversitet så meget som fødevareproduktionen, og fødevareproduktionen er - efter brugen af fossile brændsler - også en af de væsentligste årsager til menneskeskabte klimaforandringer.

Den massive miljømæssige påvirkning fra fødevareproduktionen skyldes først og fremmest, at den arealmæssigt fylder så meget som den gør, og at den sammen med andre former for efterspørgsel efter organisk kulstof både nu og historisk er årsag til omfattende skovrydninger med tilhørende udledning af drivhusgasser og tab af natur og biodiversitet.

Og ses der på prognoserne for den globale fødevareefterspørgsel, bliver det kun værre. Med et stigende befolkningstal og en kraftigt voksende middelklasse i verden, viser alle prognoser en voldsomt stigende efterspørgsel på især animalske fødevarer, som generelt også er de fødevarer, der har de største negative miljøkonsekvenser. Indien, som ellers har været vegetarismens højborg, er det land i verden, hvor forbruget af animalske fødevarer procentvis stiger allermest.

Dette skal ses i lyset af, at nyere analyser fra blandt andre World Resources Institute og EAT-Lancet-kommissionen ganske klart påpeger, at det med de nuværende typer af fødevarer vil være helt afgørende med en markant kostændring i retning af mere plantebaseret mad. Som prognoserne og udviklingen ser ud i dag, er der dog en risiko for, at det ikke bliver muligt at ændre de globale kostvaner i et omfang, der i absolutte tal reducerer det animalske forbrug markant. Ikke mindst fordi den voksende middelklasse i særligt Asien er den primære årsag til den stigende efterspørgsel.

Dermed bliver det suverænt vigtigste globale virkemiddel at producere de varer, der efterspørges med et markant mindre miljø- og klimaaftryk. Og aftrykket bør være så meget lavere, at det næppe kan lade sig gøre med kendte traditionelle produkter og produktionsformer noget sted i verden.

Her kan nye fødevareteknologier, hvor kød og mælk - f.eks. baseret på stamceller - kan produceres uden at dyr skal malkes, opfedes og slagtes, være en betydelig del af svaret. I dag er der mange virksomheder, der arbejder med disse teknologier i udlandet, og stadig flere kommer til. Og det er jo fordi det globale miljømæssige og kommercielle potentiale i at kunne tilbyde disse produkter er kolossalt i omfang, og potentielt afgørende for livsbetingelser her på kloden.

Men der er masser af udfordringer, der skal håndteres og løses i forbindelse med disse produkter.

For det første skal produkterne stadig udvikles så de i smag, konsistens og pris er fuldt på højde med de produkter vi kender i dag. Dette synes de virksomheder, der arbejder med produkterne at være meget fortrøstningsfulde omkring, og det understøttes også af de professionelle eksterne investorer, der i disse år skyder milliardbeløb i virksomhederne.

For det andet skal vi forbrugere jo acceptere og omfavne disse nye produkter. Og det vil jo i givet fald ikke harmonere med elementer som naturlighed, oprindelighed, lokalproduceret osv., som ellers er i fokus i disse år. Og selvom de fleste omfavner ny teknologi i alt fra sundhed til kommunikation, energi og transport, er det tilsyneladende svært at gøre det samme i forhold til fødevarer, uagtet at f.eks. ost, øl og brød jo faktisk også er avancerede bioteknologiske produkter.

For det tredje er der potentielt store sociale udfordringer ved disse nye fødevarer. Det at holde husdyr er måske verdens største arbejdsplads, og i de fleste landes udkantsområder er husdyrhold det man lever af, og det der har formet de lokale samfund. Det gælder jo også i Danmark. Om produkter som måske i den grad vil kunne vende op og ned på så vigtige samfundsstrukturer reelt vil blive accepteret, er derfor også et åbent spørgsmål.

Skal danske myndigheder, forskningsinstitutioner og virksomheder så kaste sig ind i udviklingen af disse teknologier og produkter? Det kan i hvert fald konkluderes, at produkterne sandsynligvis kommer før eller siden, og at Danmark og EU burde gå aktivt ind og understøtte udviklingen. Danmark bryster sig jo på mange måder af at være en global førende fødevareproducent, så hvorfor skulle det ikke også gælde fremtidens fødevarer, uanset hvad det ender med at blive?