Tre kommuner har fået sat skub i energirenovering

Nyhed
xs

Hvis vi skal nå vores klimamål, er det altafgørende, at vi får aktiveret de private boligejere.

Under projektet Grøn Bolig har Skive, Middelfart og Helsingør Kommune igennem et år sat fokus på energirenovering blandt husejerne.

Den indsats ser ud til at have bidraget positivt til en generel tendens, hvor flere husejere viser interesse for udskiftningen af varmekilder og energirenovering af deres boliger.

Energistyrelsen og Videncentret Bolius har i nye undersøgelser vist, at omkring hver 3. danske husejer har taget skridt til at gøre huset mere effektivt når det gælder om at reducere energispild og CO2 udledningen.

CONICTOs seniorrådgiver, Michael H. Nielsen, er én af initiativtagerne bag Grøn Bolig, som gennem en målrettet og koordineret indsats skal accelerere den grønne omstilling blandt private husejere. 

Over det seneste år har kommunerne Skive, Middelfart og Helsingør skruet op for indsatsen for at få borgerne til at energirenovere og skifte varmekilder i de private boliger.

Her har de været pilotkommuner for projektet Grøn Bolig, der gennem støtte fra EnergiFonden, har været platform for samarbejde på tværs af kommuner og stærkere kommunikation til kommunernes husejere.

Baggrunden for projektet ligger i kommunernes klimaplaner, hvor målet er en 70% reduktion i CO2 udslip i 2030. Det mål skaber også behov for at sænke CO2-aftrykket i de private boliger, der samlet set står for cirka en tredjedel af vores samlede udslip.

- Hvis vi skal nå vores klimamål, er det altafgørende, at vi får aktiveret de private boligejere. Her er kommunerne selvsagt vigtige aktører og samarbejdspartnere, og det var derfor, vi ved projektets begyndelse kontaktede de tre kommuner, fortæller én af initiativtagerne til Grøn Bolig, seniorrådgiver Michael H. Nielsen, CONCITO.

Tal fra undersøgelsen ’Danskerne i det byggede miljø’, der udarbejdes årligt af Realdania og Videncentret Bolius, viser, at de tre kommuner fra 2021 til 2022 har set en stigende interesse blandt husejere for at skifte til en mere bæredygtig varmekilde. Og helt konkret er antallet af huse i de tre kommuner, der er opvarmet med gas og olie, faldet, mens det er stigende for fjernvarme og varmepumper, viser 2022 tal fra Danmarks Statistik.

- Vi kan ikke komme udenom, at de stigende energipriser har haft stor indflydelse på husejernes interesse i energioptimering. Heldigvis har vores deltagelse i Grøn Bolig projektet sikret, at vi har været klar til at gribe borgerne på det tidspunkt, hvor de har haft størst behov for information og vejledning, udtaler Helene Bjerre-Nielsen, programleder i Middelfart Kommune.

Som en del af indsatsen har de tre kommuner afprøvet en række modeller for at styrke dialogen med boligejere, håndværkere og finansieringsinstitutter for at understøtte en accelereret klimarenovering af private boliger.

- Det kræver en fokuseret indsats og målrettede ressourcer at påvirke udviklingen og være der for borgerne. Og det må nødvendigvis ske i samspil med dem, der skal skabe økonomisk rum til renovering og dem, der skal udføre arbejdet. Vi har bl.a. afholdt både små dialogmøder og store borgermøder her i kommunen, med deltagelse af lokale aktører, og helt generelt har vi fået god respons. siger Gitte Larsen, chefkonsulent i Helsingør Kommunes Klimasekretariat.

Efter det første år i projektet er gået, er de deltagende kommuner og initiativtagerne bag indsatsen gået i gang med at samle erfaringerne og planlægge, hvordan arbejdet skal fortsætte og gerne udbredes til andre kommuner.

Om Grøn Bolig: Grøn Bolig er et understøttende initiativ til landets kommuners bestræbelser på at indfri 2030-klimamålene, som gennem en målrettet, koordineret og flerstrenget indsats skal accelerere den grønne omstilling blandt private husejere.

Initiativtagere er CONCITO, BAT-kartellet, Danske Arkitektvirksomheder, DI Byggeri, Videncentret Bolius,  Videncenter for Energibesparelser i Bygninger (VEB) og Tekniq Arbejdsgiverne. EnergiFonden har støttet etableringen af pilotprojektet gennem en særlig bevilling.

 

Relaterede emner
Kontakt
Michael H. Nielsen
Seniorrådgiver, Energi, Bygninger og Industri