Frigjorte anlægsmidler skal også bruges grønt

Regeringen har netop ophævet anlægsloftet for kommuner og regioner i 2020. Ifølge aftalen mellem regeringen og KL skal det dreje sig om investeringer i projekter, der kan igangsættes hurtigt, og helst skal kunne afsluttes i 2020. Der fremhæves bl.a. energirenoveringer af den kommunale bygningsmasse og andre tiltag, som kan reducere det kommunale energiforbrug.

Det er klart, at kommunerne skal prioritere de frigjorte midler ud fra hensyn til at håndtere Coronakrisen. Men derudover er det afgørende, at klimafokus så vidt muligt tænkes med og styrkes markant, når aftalen udmøntes i konkrete projekter. Reduktion af energiforbrug er en god rettesnor, men der er brug for at folde indsatsen ud, når det kommer til udmøntningen af aftalen og implementeringen af konkrete projekter.

Det er afgørende, at både fremrykkede og efterfølgende investeringer også foretages ud fra en vurdering af deres bidrag til bedst muligt at opfylde klimamålene. Det gælder både lokale klimamål, som de fleste kommuner har i dag og skærpede klimamål, som mange kommuner er i gang med at fastlægge med ønske om at bidrage til Parisaftalen og det nationale klimamål om 70% reduktion i 2030. Det må dreje sig om at understøtte den grønne udvikling som kommuner og vi som Danmark har påtaget sig, og undgå at vi skal ud og investere to gange, fordi vi ikke indtænker de grønne hensyn, når pengene ruller.

Mange anlægsarbejder kan have betydelige klimaeffekter. Dels som følge af selve anlægsarbejderne med brug af maskineri, jordflytning mv., dels gennem forbruget af materialer som udleder CO2 ved fremstillingen, og dels gennem efterfølgende brug, drift og vedligehold af de færdige anlæg.  Hvis der igangsættes projekter, som samlet set blot øger klimabyrden, bliver opgaven med at nå målene sværere efterfølgende.

Omvendt er der rigtig mange investeringer, som vil kunne bidrage positivt til klimabalancen. Det gælder ikke blot energirenovering af kommunerens egne bygninger, men kan omfatte en lang række tiltag i lokalsamfundet. Det kan fx være fremme af energibesparelser i den private sektor, grøn elektrificering, smart regulering af energiforbrug, omlægninger til grøn transport og udvikling af cirkulær økonomi.

Også investeringer i beskyttelse mod og tilpasning til klimaforandringer bør tages med i prioriteringen. Det er særligt spændende, hvis projekterne kan udformes med at reduceret materialeforbrug for at mindske CO2-udledningen, fx hvis der benyttes overfladeløsninger.

Der er måske begrænset tid til at udvikle helt nye projekter, men allerede planlagte projekter vil også kunne bidrage positivt fx ved at der vælges en højere standard i fx materialekvalitet, energieffektivitet og bæredygtighedsklasse.

Konkrete eksempler på grønne løsninger, som måske kan igangsættes hurtigt kan være:

• Bygningsrenovering, hvor man har på grund af anlægsloftet ikke har kunnet sætte de høje energistandarder
• I en eksisterende rækkefølgeplan for renovering af bygningsmassen kan de mest klimavenlige fremskyndes og de øvrige kan få et begrundet ”klimaløft”
• Planlagte, men udskudte projekter, der prioriterer cykling, gang, kollektiv trafik og delebiler
• Udbygning af opladningsmuligheder til elbiler
• Klimatilpasningsprojekter udformet med rørføring under jorden på grund af takstfinansieringskrav kan ændres til gode, grønne løsninger over jorden.

At tænke klima ind i kommunale i investeringer og anlæg har opbakning både fra en række private aktører i bygge- og anlægssektoren og i en række aktuelle offentlige klimaudspil.

I Klimarådets seneste rapport Kendte veje og nye spor til 70 procents reduktion fra februar 2020 anbefales, at alle større offentlige anlægsinvesteringer og øvrige beslutninger om infrastruktur konsekvensberegnes for klimaeffekter. Hvis der foretages samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger, bør CO2 indgå med en pris på omkring 1.500 kr. per ton.

Staten og KL bør snarest muligt indgå aftale om en screeningmetode for klimaeffekten af kommunale investereringsprojekter. Finansministeriet skal i løbet af 2020 udarbejde en mere udbygget vurderingsmetode til brug for klimavurdering i den offentlige investeringsplanlægning generelt.

Kommunernes Landsforening foreslog i deres nylige udspil CO₂-reduktion i kommunerne - en styrket lokal klimaindsats, at kommunerne går foran i den grønne omstilling som landets samlet set største bygningsejer og den største offentlige bygherre. KL forslog netop, at merudgifter til CO2-reducerende bygge- og anlægsprojekter skulle undtages fra anlægsloftet. Klimarådet støtter også tanken om at undtage investeringer i energieffektivisering og bedre indeklima fra det kommunale anlægsloft, hvis disse investeringer betaler sig hjem inden for en given periode.

KL og kommunerne bør tage initiativ til at monitere udviklingen i de kommunale investeringer og virke for, at de kommunale investeringer som gennemføres samlet set ikke vil føre til en forøgelse af CO2-udledningen over den kommende årrække. De mest klimabelastende projekter bør identificeres og så vidt muligt udelades.

Den samlede opfordring herfra lyder:

• Brug investeringsmidler grønt; misbrug ikke anledningen til at øge de samlede udledninger
• Tænk i projekter, der også på sigt sparer energi og CO2 gennem driften
• Undgå så vidt muligt projekter, der direkte forøger drivhusgasudledningerne eller øger kapacitet til stærkt CO2-udledende aktiviteter i de kommende år
• Opstil en metodik til at klimascreene anlægsprojekter og monitorer udviklingen løbende
• Vær åben over for projekter, der rækker ud over 2020, hvis det giver muligheder for væsentlige CO2-besparelser
• Hvis anlægsloftet genindføres, så oprethold undtagelser for de mest klimavenlig projekter.