Den glemte klimaindsats

Det er helt afgørende at adressere vores forbrug af ressourcekrævende varer, både dem vi selv producerer og dem vi importerer fra udlandet. Det vil kræve, at vi ændrer forbrugsvaner, men vigtigere er det, at regering, regioner og kommuner tager ansvar for med forskellige tiltag at facilitere, at det bliver muligt for os at leve og forbruge grønt. Det vil kræve en bredere myndighedsindsats end hidtil set. Lovgivning kan dog ikke stå alene. Vi skal med hinanden i gang med at diskutere, hvordan et godt og mindre ressourcetungt liv kan leves. Den diskussion skal finde sted overalt; i foreninger, i kulturen - mellem mennesker. Og den kan med fordel ledes an af de borgersamlinger, der lige nu skyder op over hele landet - samlinger, som nationale og lokale politikere bør understøtte og handle på.

Vi skal have fokus på forbrugets klimapåvirkning

Hver dansker udleder ifølge CONCITO i gennemsnit 17 ton CO2 om året. Det er så meget, at vi placerer os blandt de 10 mest udledende folkefærd i verden.  Som en del af den klimalov, der blev vedtaget i 2019, gjorde regering og støttepartier det til en mærkesag ikke blot at se på Danmarks territoriale klimaaftryk, men også at adressere Danmarks globale aftryk, som inkluderer det forbrugsaftryk danskerne sætter i Danmark OG i udlandet. Men ikke desto mindre kom Klimalovens målsætning om at reducere Danmarks udledning med 70 pct. i 2030 ikke eksplicit til at indeholde vores forbrugsudledninger. Opnår vi som nation målet, betyder det derfor ikke, at hver dansker udleder 70 pct. mindre. Vores klimaaftryk bliver naturligvis mindre, hvis strøm, varme og andre infrastrukturer bliver grønnere, men da vi forbruger mange varer produceret i udlandet, forbliver en meget stor del af vores klimaaftryk uadresseret. I starten af 2023 kommer vi i CONCITO med nye opdaterede tal for danskernes forbrugsudledninger, og intet tyder på, at vi endnu er blevet mere klimavenlige, på trods af mange gode hensigtserklæringer.

Så længe politikere og andre aktører ikke for alvor indfører reduktionstiltag i forbrugsudledninger og bidrager til igangsættelsen af dialogen med os danskere om vores måde at leve på, er Danmark ikke et grønt foregangsland.

Adfærdsforandringer lader vente på sig og måske af gode grunde

Den klimapolitiske indsats i Danmark har indtil nu helt overvejende fokuseret på teknologi og marked, der med de rette incitamenter forventes at fungere som løftestænger for den grønne omstilling. Det er klart, at vi får brug for grøn teknologi og et erhvervsliv, der vil en grøn omstilling og bidrage til at bremse de accelererende klimaforandringer, men det er til debat, hvordan og hvor hurtigt teknologi og marked kan omstille samfundet i en grøn retning.

Derfor er det problematisk at vores forbrugeradfærd og den store påvirkning, som vores ressourcetunge livsstil har på klimaet, ikke samtidigt får tilsvarende politisk opmærksomhed.
I det omfang der har været politisk fokus på det, har det oftest været i form af kampagner om at spare på energien samt gode råd til grønnere madvaner og transportmønstre. Indsatser båret af et lønligt håb om, at vi danskere så hver især vil reducere vores høje kødforbrug, vores mange flyrejser og antallet af biler. Desværre har vi stadig til gode at se effekterne af indsatserne. Vi spiser stadig meget kød, køber stadigt flere biler, og har generelt svært ved at skære ned på mængden af fx tøj og elektronik.
I disse inflationstider ser vi en lille nedgang i forbruget, men hvor længe holder den virkning? En markant nedbringelse af forbrugsudledningerne vil kræve, at vi bevæger os ud over de individualiserede kampagner.

I pressen kunne man i efteråret læse, at den fungerende regering i en tid har været i gang med at formulere en adfærdsstrategi. Det fremgår, at en stor del af dette arbejde har drejet sig om udarbejdelsen af en klimaaftryksberegner, som skal hjælpe os borgere med at beregne klimaaftrykket af vores hverdagsforbrug. Det er en god ting at blive klar over sit eget forbrug, men en sådan beregner kan kun være en mindre del af en nødvendig og mere omfattende adfærdsstrategi.

Rationalet bag en CO2-beregner bygger nemlig, ligesom kampagnerne, på en individualiseret tilgang, hvor ansvaret lægges hos borgeren. Tanken er, at vi som forbrugere via mere information vil vælge de rigtige produkter og på den måde drive forandringer i produktion og salg i en mere bæredygtig retning. Der kan være rigtig god fornuft i at agere klimavenligt og det kan føles meget meningsfuldt at tage et aktivt valg om at mindske sit klimaaftryk. Og der er ingen tvivl om, at vi har et manøvrerum – der er ingen, der tvinger os til at spise kød eller skubber os op ad flytrappen. Men spørgsmålet er alligevel, om vi bliver mange nok, der skifter vaner hurtigt nok ad den vej, om vores magt og handlerum er stort nok, og om information alene kan øge denne magt endsige have nogen stor klimaeffekt.

Flere forhold peger på det modsatte.

For det første er der en asymmetri på markedspladsen. Forbrugeren har ikke samme information som producenten. Vi ser også en del sager, hvor markedsføringen af et produkt bedst kan karakteriseres som såkaldt greenwashing, og hvor det kan være svært at gennemskue om flybrændstoffet, mælken eller grisen er så godt et klimavalg, som det markedsføres som. I realiteten står forbrugeren oftere overfor valget mellem to produkter, hvor det ene blot er en smule mindre klimabelastende end det andet. Og selv hvis et produkt vitterligt er et godt klimavalg, så udgør det ene produkt jo kun en marginal del af vores samlede privatforbrug.

Det leder hen til den næste udfordring, som forskningen kalder ”holdning-handlings gabet”. Vi kan sagtens have gode intentioner om at købe grønnere, men vores hverdag er fyldt med mange beslutninger og valg. Vi er dybt vævet ind i den virkelighed, vi befinder os i. Det kan være tidspres i en hektisk hverdag, hvor der skal købes ind og laves mad til ungerne i en fart. Dertil kan prisen være vigtig for vores indkøb. Vi er også viklet ind i normerne for, hvordan vi plejer at gøre tingene her til lands, og i vores omgangskreds. Normer er svære at bryde, fordi man dermed bryder med gruppens ”spilleregler”. Det kræver således ofte meget tid og energi, at lave om på det vi er vant til. I alle tilfælde vil simpel information om et produkts klimaaftryk være utilstrækkeligt til i sig selv at medføre adfærdsændringer.

Det er grundlæggende problematisk, hvis politikerne fralægger sig ansvaret, selv om det kan være fristende. Man undgår ganske vist ubehagelige konfrontationer med vælgerne eller med politiske modstandere, der vil beskylde en for utidig indblanding i borgernes frie valg. Men sagen er, at vores valg allerede påvirkes og rammesættes af en række lovgivninger og infrastrukturer. Vi er alle en del af strukturer, der er med til at bestemme, hvordan vi transporter os, hvordan vi spiser og meget andet. Måske er der ikke god offentlig transport, der hvor vi bor, måske er der ingen eller få alternativer til kød i det supermarked, hvor man handler. Her har politikere og erhvervslivet et stort ansvar for at muliggøre og udbyde produkter og services der reelt muliggør klimavenlig levevis. Men klimavenlig levevis handler ikke blot om det, vi rækker ud efter på indkøbshylden. Det er på tide, at vi starter samtalen om det gode liv med respekt for planetens grænser, og hvad der giver os trivsel. Det er helt nødvendigt at vi begynder at diskutere vores livsstil mere bredt og de forestillinger, der knytter sig til, hvad et godt liv er.

Det gode liv må til genforhandling

Det kan virke lidt langhåret at skulle forholde sig til, hvad et godt liv er, og hvilken rolle forbrug spiller i det. Men vi kan starte med at overveje, om ikke vores behov kan opfyldes uden et klimaskadeligt overforbrug. Ønsker vi overhovedet at opretholde en levevis med et stort forbrug, mens andre knapt kan overleve og hvor uligheden øges med klimaforandringerne?

Det er ikke en nem opgave at tage hul på. Vi bliver konstant fortalt i reklamer, at det gode liv ikke er her og nu, men snarere kan opnås, ved et kontinuerligt (over-)forbrug, og politikere taler om at det alt sammen holder ”hjulene i gang”. Der er ingen tvivl om, at en stor del af verdensbefolkningen i høj grad har brug for forbedringer af deres levevilkår. Men for mange af os andre i den rige del af verden, fører den konstante opfordring til at søge efter et flygtigt "bedre" liv imidlertid til, at vi fanges i en spiral af "jo mere, jo større, jo bedre", som per definition aldrig kan være godt nok. Meget forskning peger endda på, at en yderligere stigning i materiel rigdom faktisk ikke gør os tilsvarende lykkeligere.  

Således er der gode grunde til, at vi forholder os til vores alt for store klimaaftryk, og handler på det. Det skal vi gøre i fællesskab - for stat, teknologi eller markedet kan ikke alene definere hvad ’et godt liv’ er.

I disse år ser vi såkaldte borgersamlinger skyde op nationalt og lokalt. Borgersamlingerne erstatter ikke det repræsentative demokrati vi kender, men skal ses som en videreudvikling af den demokratiske samtale. I deliberative processer mødes repræsentativt udvalgte grupper af befolkningen for at lære, afveje og komme med forslag til klimahandlinger. For første gang mødes borgere for at tale om de meget store forandringer, der skal ske i det danske samfund, og de mødes fra hele landet. Vi tror, at borgersamlinger kan have et stort potentiale. Håbet er, at den brede dialog kan inspirere os med nye tilgange til den grønne omstilling, der kan være tættere på vores hverdag og dermed mere meningsfulde for os. Men skal den bredere borgerinddragelse give mening, er det vigtigt, at politikere og andre beslutningstagere forholder sig til borgernes anbefalinger og tager nye ideer og tilgange med ind i den politiske proces og økonomiske prioritering.  

Borgersamlinger kan skabe grundlag for gode, klimavenlige liv

Der er stærke forskningsmæssige belæg for, at deltagelse i et borgerinddragelsesprojekt om klima - særligt når det konstrueres som en borgersamling - øger borgeres vidensniveau omkring klimaforandringer og effektiv klimahandling og -politik. Deltagerne bliver samtidig mere ambitiøse ift. deres klimapolitiske holdninger. Selvom mange borgersamlingsdeltagere bliver forandringsagenter efterfølgende, er det dog begrænset, hvor meget borgersamlinger kan skabe faktiske ændringer i forbrugs-og adfærdsmønstre, hvis der ikke bliver fulgt op på dem, og hvis anbefalinger ikke forankres i lokalsamfund og understøttes politisk og infrastrukturelt. Og forankring kræver konkretisering. Fokuseres borgersamtalerne på de mest karbonintensive forbrugsmønstre, så som mad-, bolig- og transportvaner, kan der skabes et konkret demokratisk rum for at tale om hvordan og hvilke klimaskadelige forbrugsmønstre, der skal ophøre og hvilke typer af gode, klimavenlige liv vi gerne ser understøttet i højere grad, både på lokalt, regionalt og nationalt niveau.

Der er ingen tvivl om, at vi kan have meget forskellige ideer om, hvad et godt liv er, men der er også mange aspekter, der går igen. Vi har alle behov for tag over hovedet, for at blive mætte, for at kunne komme omkring og være en del af et fællesskab. Disse behov skal selvfølgelig imødekommes. Og her bliver det vigtigt ikke at blive låst fast i, hvordan de opfyldes i dag, men i stedet undersøge det. Behøver vi rigtig mange kvadratmeter, for at bo godt? Behøver vi rejse langt flere gange om året for at opleve samvær med andre? Hvordan kan vi transportere os mere bæredygtigt, og hvor lang tid må det tage? Hvad er et godt måltid for os og for andre? Det fordrer et grundigt blik på, hvad vores behov egentlig er, og hvor de kommer fra, men også at vi tager aktivt overvejer på hvilke nye, klimavenlige måder, vi kan forestille os vores behov imødekommet.

På den måde får vi også afviklet den ikke altid konstruktive skelnen mellem det personlige og det strukturelle ansvar. Hvis vi i fællesskab undersøger, hvor forandringspotentialerne ligger, hvem der kan drive dem, og hvem der har det største handlerum, bliver det tydeligt i hvilke sammenhænge, vi som borgere kan gøre en personlig, klimamæssig forskel, og hvor det er nødvendigt med strukturelle forandringer. Når det kommer til vores forbrugsmønstre bredt, hvilke kulturelle og politiske kræfter er så på spil? Hvilke interesser og infrastrukturer fastholder klimatunge vaner, og hvilke muliggør nye, klimavenlige handlemønstre? Disse indsigter kan hjælpe os med at få øje på, hvor ansvaret for den grønne omstilling kan og skal ligge, og hvordan ansvaret retteligt fordeles mellem politikere, erhvervsliv og borgere.

Og for de af os, der ikke indgår direkte i borgersamlinger, skal vi huske, at der er rig mulighed for at tage forandringsdiskussionerne i vores egne fællesskaber; i skoleregi, i sports- og kulturforeninger, i naboskaber, blandt venner og familie. Hvor det foregår, er vigtigt, men ikke nødvendigvis det vigtigste – det er, hvad vi sammen undersøger, der er centralt, og at vi skaber forandring.

Den nye regering må have modet til at italesætte og understøtte nye forbrugsvaner og måder at leve på, ikke for at indskrænke det frie valg, men for at udvikle og udvide ideen om det gode liv, der kan være så meget mere end blot bilen, bøffen og båden

Bragt i Altinget Energi og Klima d. 21. december 2022.