Udfordret klima og natur kalder på markant anderledes brug af Danmarks areal

Pressemeddelelse
Vindmølle mark
Kun en gentænkning og omlægning af den danske arealanvendelse kan sikre, at Danmark er klimaneutralt og rustet til at håndtere fremtidens klima og danskernes trivsel bedst muligt. En ny rapport fra CONCITO anbefaler en samlet arealstrategi, der tager højde for disse udfordringer og baserer sig på en ny, bæredygtig vision for brugen af det danske areal.

Fremtidens arealanvendelse skal kunne mange ting på samme tid, og behovene overstiger den plads, der er til rådighed. Arealet er begrænset, og landskaberne er allerede i brug. I dag står arealanvendelsen for en tredjedel af de danske udledninger af drivhusgasser, og med 59 pct. af arealet afsat til landbrugsproduktion er Danmark blandt de fire lande i EU, hvor landbrugsproduktion fylder mest.

Det levner ikke meget plads til hverken natur eller rekreation. Danmark ligger i bunden i EU, når det kommer til at beskytte vores natur og biodiversitet. Mange arter er truede og på kun 2,3 pct. af det danske areal får naturen fred til at komme sig.

Vores arealanvendelse er helt afgørende for, at vi lykkes med den grønne omstilling. Vi kan ikke fortsætte som hidtil uden hensyn til biodiversitet og med en så enorm påvirkning af klimaet. Vi bliver også nødt til at tage højde for, hvordan klimaforandringerne rammer Danmark. Derfor er der brug for en samlet arealstrategi, der gentænker vores tilgang til at bruge Danmarks begrænsede areal,” siger vicedirektør Jarl Krausing, CONCITO.

Rapporten lægger netop op til denne diskussion, der omfatter interesser indenfor sektorer som landbrug, skovbrug, industri og energi samt kommuner, regioner, stat og organisationer indenfor natur og biodiversitet.

Kampen om det danske areal er i fuld gang

Rapporten understreger, at kampen om det danske areal er i fuld gang. Vi skal bruge land til at etablere vindmøller og solceller og til ny infrastruktur til transport, lagring af CO2 og produktion af nye brændsler som fx PtX. Men vi skal også beskytte biodiversiteten bedre, klimatilpasse Danmark, og udvikle og omlægge landbrug og fødevareproduktionen. Og så skal den menneskelige trivsel tænkes ind i arealanvendelsen. Adgang til naturen og rekreative områder er med til at styrke menneskers livskvalitet og udfoldelsesmuligheder.

Samtidig er Danmark lavtliggende og fladt, og klimaforandringerne vil betyde at mange byer, infrastruktur og marker i fremtiden vil være mere udsat for periodevise oversvømmelser både fra oven og fra neden. Det skal vi kunne håndtere,” påpeger Jarl Krausing.

Arealerne skal også indfri en masse andre mål: Vores byer og erhvervsliv skal kunne udvikle sig. Vi skal producere tilstrækkeligt med mad og træ, og vi skal kunne få adgang til de nødvendige råstoffer i undergrunden. De mange forskellige hensyn kan ligge i konflikt med hinanden.

Der kan hurtigt opstå kamp mellem de forskellige hensyn. Hvilket hensyn, der vinder kampen, kan være styret af tilfældigheder. Det skal vi undgå. Vi skal udnytte de synergier der utvivlsomt er, og vi skal kunne håndtere de dilemmaer, der rejser sig, på et oplyst grundlag. En sammenhængende strategi baseret på nationale principper kan hjælpe til med at prioritere i de forskellige hensyn, og sikre at det er det mest prioriterede mål, der bliver løst,” siger Jarl Krausing.

Rapporten ’Danmarks Arealer – Danmarks Fremtid’ er den første i en række udgivelser. I de kommende to år vil CONCITO dykke dybere ned i emnet og bidrage til den fælles diskussion af visionen, der skaber grundlaget for en sammenhængende dansk arealstrategi.

Kontakt
Jarl
Vicedirektør og International chef
Peter Andreas
Programchef, Klimalaboratoriet
Tage Duer
Projektleder, Klimalaboratoriet