Grøn omstilling kræver ny tilgang til infrastrukturbeslutninger

CONCITO brief
Mange lande, Danmark inklusive, kæmper med at nedbringe CO2-udledningerne fra transport. Især vejtransporten, som står for hoveddelen. Alligevel investerer mange lande i mere vejinfrastruktur, som typisk vil føre til mere trafik og dermed gøre det sværere at nedbringe de samlede emissioner fra vejtransport.

I Danmark er et forholdsvist frisk eksempel på det Infrastrukturplan 2035. Selvom den indeholder tiltag, der reducerer udledningerne, så er der også mange projekter, som trækker i den forkerte retning. Og i fravær af en plan for at reducere sektorens udledninger i henhold til vores mål om klimaneutralitet i 2045, så kommer Infrastrukturplan 2035 i konflikt med vores klimamål. Der kan findes eksempler fra andre lande på samme inkonsistens mellem klimamål og konkret handling.

CONCITO ANBEFALER 

  1. I idefasen: Forudsætningerne for at kunne prioritere skal på plads
  2. I beslutningsfasen: Brug for forbedrede og transparente beslutningsgrundlag
  3. I gennemførelsesfasen: Brug for planlægning og re-planlægning
  4. Nu: Sæt Infrastrukturaftalen på pause

 

I Wales har regeringen dog taget konsekvensen af denne inkonsistente tilgang. Ikke kun på grund af klimahensyn, men også af økonomiske grunde: Nye vejanlæg er dyre. Og hvis de er motiveret af en trafikprognose som ikke hænger sammen med klimamål, så kan pengene være spildte. Den walisiske regering nedsatte derfor i 2021 en kommission (The Roads Review Panel) som fik til opgave dels at formulere en generel politik for vejanlæg, konsistent med Wales’ klimamål og transportstrategi, dels applicere denne på den aktuelle portefølje af vejprojekter.

I februar 2023 tiltrådte den walisiske regering i overvejende grad de anbefalede principper, og indarbejdede disse i en opdateret National Transport Delivery Plan.

CONCITO har derfor analyseret i en dansk kontekst hvilke klimamæssige problemer den nuværende tilgang til infrastrukturbeslutninger giver, set igennem 3 linser:

  • De givne forudsætninger i form af fx strategiske mål/rammer for beslutningstagning, værdisætning af emissioner, o.l.
  • De administrative procedurer i form af fx prognosticering og samfundsøkonomiske analyser
  • De politiske processer relateret til beslutninger om trafikal infrastruktur.

Samtidig ses hen over infrastrukturplanlægningens beslutningscyklus, fra idefase, over beslutningsfase til gennemførelsesfase.

På baggrund af den gennemførte analyse anbefaler CONCITO, at der som led i et arbejde med en national mobilitetsstrategi formuleres en procedure for klimakonsistent infrastrukturplanlægning. Med udgangspunkt i Wales’ arbejde peger vi på en række konkrete tiltag som vi finder, det vil være vigtigt at en sådan procedure indeholder, for bl.a. at adressere de i analysen konstaterede mangler og uhensigtsmæssigheder.

Læs hele analysen her.

I idefasen: Forudsætningerne for at kunne prioritere skal på plads

  1. Først og fremmest bør det sikres, at projekter og andre tiltag skal have et strategisk ophæng i form af en mobilitetsstrategi, som altså bør udarbejdes. Strategien kan med fordel indeholde principper svarende til Wales’ – vi giver i analysen et første bud: Investeringer i yderligere infrastruktur kan ske i projekter der …
    1. Fremmer brug af sunde og ressourceeffektive transportformer, og samlet set mindsker CO2-emissionerne fra transportsektoren.
    2. Forbedrer trafiksikkerheden gennem tiltag som har begrænset CO2-udledning fra anlæg.
    3. Tilpasser (forstærker / omdanner / beskærer) transportsystemet så det er robust overfor de klimaforandringer vi uvægerligt vil få.
    4. Giver adgang til arbejdspladser og andre fornødenheder ved hjælp af sunde og ressourceeffektive transportformer.

Dertil bør der afsættes ressourcer til løbende behovskvalificering, således at projekter kan belyses inden de indgår i politiske beslutningsprocesser.

I beslutningsfasen: Brug for forbedrede og transparente beslutningsgrundlag

Nuværende analysemetoder og -forudsætninger bør på en række punkter opdateres til at afspejle Danmarks klimamål. F.eks. gennem brug af sektormål for CO2-udledning fra såvel trafik som anlæg, og prissætning af CO2 konsistent hermed. Dette skal suppleres med forbedrede, ensartede beslutningsgrundlag til brug for politiske forhandlinger. Dette sikrer at der kan træffes politiske beslutninger som er konsistente med de vedtagne klimamål og den vedtagne mobilitetsstrategi.
Fordi vi ikke lever i teknokrati, skal der være plads til at man politisk afviger fra ellers vedtagne principper og strategier. Det er dog så essentielt – klimamæssigt, økonomisk og demokratisk – at rationalet herfor tydeligt fremgår.

I gennemførelsesfasen: Brug for planlægning og re-planlægning

Selvom et projekt er belyst, og derefter politisk besluttet, bør der i gennemførelsesfasen være plads til at blive klogere. Dels administrativt ved at der er afsat midler/tidsmæssig buffer til at kunne reducere CO2-udledningen af anlæg ved at udskyde og/eller bruge lidt ekstra kr. på at nedbringe emissionerne. Dels politisk ved at aftaler og kultur tillader, at man løbende tager stilling til, om de planlagte projekter stadig giver mening, og – helt uden drama – stopper dem, hvis ikke det er tilfældet.

Nu: Sæt Infrastrukturaftalen på pause

En naturlig konsekvens af ovenstående er at Infrastrukturaftalens anlægsprojekter bør sættes på hold. Aftalen blev ikke indgået på fuldt oplyst grundlag (indregnede fx ikke CO2- fra anlæg) og som set i fx den seneste udvikling i samfundsøkonomien for 3. etape af Kalundborgmotorvejen, så halter økonomien. Når der foreligger en mobilitetsstrategi og nye beslutningsprocesser er indført som anbefalet ovenfor, kan projekterne revurderes.

 

Relaterede emner