Hurtig klimahandling kræver noget af os alle

Klimakrisen er et faktum. Vi kender mange af vejene ud af den, men alligevel går det for langsomt med den grønne omstilling. Som direktør for klimatænketanken CONCITO er det oplagt at tro, at den manglende hastighed af den grønne omstilling er min største bekymring. Og ja, det fylder selvsagt også mange af mine vågne timer. Vi skal have skåret vores udledninger af drivhusgas kraftigt ned, og selvom det globale tempo er på vej op, er det stadig alt for svagt. Det er stærkt bekymrende.

Men en anden bekymring optager mig stadig mere, efterhånden som vi kommer længere ind i klimakrisen. For hvordan skaber vi folkelig opbakning til de forandringer, der skal til for, at vi i fremtiden kan leve et godt og trygt liv?
Hvordan undgår vi, at omstillingen til et klimarobust samfund splitter os ad i konflikter mellem cyklister versus bilister, tilhængere og modstandere af vindmøller eller landmand mod bybo?

Hvis det sker, mister vi ikke kun evnen til at tage beslutninger, vi risikerer også at glemme omsorgen for dem, der bliver ramt. Vi får heller ikke skabt den nødvendige fælles forståelse og det engagement, der skal til for, at vi hver især og som samfund finder os til rette i fremtidens Klimadanmark.

Danmark er langt fremme med grøn omstilling. Vi har sat os ambitiøse nationale mål om at reducere vores udledninger med 70 pct. i 2030. Mange rigtige og vigtige beslutninger er taget, men flere udestår og ambitionerne og tempoet skal endnu højere op.

Internationalt sker der også fremdrift mod en fælles forståelse for klimahandling. Jeg kunne godt ønske mig meget større ambitioner, men på den seneste COP26 i Glasgow blev det vigtige 1,5 graders temperaturmål dog holdt i live, og der var et historisk fælles signal om slutningen af den fossile æra.

Det politiske klimahus er med andre ord ved at blive bygget. Men hvordan gør vi det attraktivt for borgerne at flytte ind i det? Nogen vil ikke bryde sig om indretningen, og mange ville gerne have været taget med på råd, da stregerne blev tegnet. Det er vores store udfordring som samfund, når vi kommer endnu længere med den grønne omstilling: At vi får involveret og engageret alle danskere i opgaven. Alle har en rolle at spille her og vores succes står og falder med, om borgerne føler sig set og hørt. Hvis vi sander til i en enten-eller-diskussion, risikerer vi at skabe splittelser i samfundet til skade for den grønne omstilling.

Alligevel er jeg optimist. Jeg tror på, at vi som samfund kan flytte os og at vi hver især kan lære at leve på en mere bæredygtig måde. Det afgørende er, at omstillingen skal give mening for os, så de handlinger og til- og fravalg vi skal foretage os, bliver meningsfulde. Så tror jeg på, at vi som mennesker og samfund er i stand til at rykke os rigtig meget – også sammen.

Vi skal hylde de engagerede og ildsjælene, der går forrest og skaber medfølgeskab. Det er virksomhedslederen, der tidligt ser og udnytter det grønne potentiale i markedet og opkvalificerer medarbejderne til de nye jobs. Det er kantinebestyreren på rådhuset, der lægger kosten om til mindre kød, og flere grøntsager og bælgfrugter. Og det er politikerne, der skal være tydelige om visionerne for det Klimadanmark, vi arbejder hen imod, både for at skabe engagement og lyst til handling, og for at gøre os klar til omstillinger, der kan være svære.

Engagement er en fantastisk stærk drivkraft, og den er afgørende for, at det politiske projekt om at håndtere klimaforandringerne lykkes. Men vi skal have mange flere med, vi skal udnytte, at Danmark har en stærk foreningskultur, og at vi som danskere gerne engagerer os og arbejder lokalt med globale problemstillinger. Vi er også begunstiget af et erhvervsliv, der i årevis har udviklet og eksporteret grønne løsninger – det betyder noget, at medarbejdere oplever at være del af en bæredygtig virksomhed.

Vi står med en bunden opgave. Vi skal skabe et netto-nul samfund. Det kræver mange flere vindmøller og solcelleparker og også en styrket energiinfrastruktur. Flere ladestandere til elbilerne, og den tunge godstransport skal væk fra diesel og over på sandsynligvis el. Landbruget skal omstille markant og meget mere i retning af planter, mens arbejdsmarkedet vil udvikle sig med rigtig mange grønne jobs.

Det vil kræve noget af mange, og det skal vi tage hånd om. Så meget desto større er behovet for, at det giver mening for den enkelte at bidrage til omstillingen, så vi via fællesskab og en konstruktiv dialog hører og ser hinanden. Klimakrisen vedrører os alle, den vil påvirke os alle, men hvis vi ser det som en fælles opgave, så er mulighederne for at lykkes utrolig meget større.

Godt grønt nytår til alle.

Blog har været bragt som debatindlæg i Berlingske den 4. januar 2022