En klimaneutral affaldssektor kræver de rigtige beslutninger nu

Blog
En klimaneutral affaldssektor i 2030 kræver, at vi sikrer de rigtige rammer og holder fokus på målet nu og her. Det klare mål er en kombination af mindre affald, mere genanvendelse og så CO2-fangst på de affaldsforbrændingsanlæg, der vil være tilbage og bedst egnede i fremtiden. Alternativet er, at vi risikerer et for ensidigt fokus på omkostningsminimering og en udvikling, der ikke sikrer incitament og mulighed for langsigtede investeringer i CO2-fangst i sektoren.

Lige nu diskuteres udvikling af fremtidens affaldssektor heftigt, og om sektoren skal konkurrenceudsættes og delvist liberaliseres eller ej. Her er det fra et klimaperspektiv helt afgørende at holde fokus på målet om en klimaneutral affaldssektor, og hvordan vi opnår dette.

Kort sagt, kan et ensidigt fokus på liberalisering risikere at underminere økonomien i en hurtig omstilling til en klimaneutral affaldssektor. Samtidig kan liberalisering på de forkerte præmisser udskyde eller helt forhindre de nødvendige investeringer i CO2 fangst, som er et afgørende værktøj både i forhold til opfyldelse af 70 %-målet - og ikke mindst et Danmark med netto-nul udledninger i løbet af de næste årtier.

I runde tal kan danske affaldsenergianlæg med fuld implementering af CO2-fangst på alt forbrændt affald, bidrage med op mod 3 mio. tons CO2-reduktioner i Danmark – og det er vel og mærke efter ambitiøs udsortering af genanvendeligt plast. Heraf er over halvdelen såkaldte ’negative emissioner’ fra CO2-fangst fra forbrænding af biogent affald, der allerede har optaget kulstof i produktionen. Derfor kan sektoren netto reelt blive klimapositiv.

En kæp i hjulet på vigtigt klimatiltag
Det er derfor afgørende, at Folketinget sikrer optimale rammer for udnyttelse af dette potentiale, hvis Danmark på en omkostningseffektiv måde skal nå 70 % målet i 2030. Først og fremmest fordi CO2-fangst i affaldssektoren er et af de absolut billigste og dermed mest oplagte steder at starte med implementering af CO2 fangst i Danmark.

Vælger Folketingets partier at holde fast i liberaliseringsvejen og en udbudsmodel, hvor affaldets vej styres af prisen, går sektoren en mildest talt usikker fremtid i møde, og det vil have direkte effekt på, om der kan tages de nødvendige investeringsbeslutninger i bl.a. CO2-fangst. Herved kan affaldssektorens potentielt store bidrag til den danske 70 %-målsætning blive stort set umuligt at gennemføre.

For hvilke affaldsenergianlæg tør og kan låne til at udbygge med et anlæg til CO2-fangst, som skal afskrives over 15 år, når det øger prisen på bortskaffelsen af affaldet, og dermed skaber risiko for at affaldet sendes andre steder hen?

Hvis affaldet fremadrettet skal flyde på et frit marked, hvor prisen er den afgørende parameter, kan det medføre, at affaldet i stedet transporteres til et billigere anlæg med højere CO2-udledning i en anden kommune, eller eksporteres til udlandet til deponi eller forbrænding.  

Der er endnu ikke er fremlagt nogen model for hvordan en liberalisering kan indfri klimapotentialet, eller analyser af mulige udfald for sektoren på miljø og klima ved en liberalisering med forskellige krav til anlæggene. Usikkerheden er mildest talt enorm.

Med den nuværende kommunale anvisningsret, er der derimod en vis sikkerhed for grundlaget for at drive et anlæg. Og kommuner med store klimaambitioner kan derfor være med til at foretage langsigtede investeringer i klima- og fremtidssikring af deres anlæg. Med stabile statslige rammer, kan kapaciteten desuden løbende tilpasses til udbuddet af ikke-genanvendeligt affald.

Kan man ikke bare stille krav om CO2-fangst på alle eksisterende og egnede anlæg i Danmark?
Svaret er muligvis. Det kan fx ske ved at indføre en retvisende CO2-afgift. Imidlertid er afgiftsreformen, som skulle indeholde en stigende CO2-afgift på op til minimum 1000kr/ton CO2 og helst 1500 kr./ton CO2 frem mod 2030, blevet sparket til hjørne, og samtidig ser den lovede CCS strategi ikke ud til at være på trapperne. Samtidig løser et sådan krav ikke udfordringen med, at affaldet kan blive eksporteret til udlandet, hvis dette er billigere på et frit marked uden anvisningsret.

Under de nuværende rammevilkår er der allerede mange spørgsmål omkring CO2 fangst, der skal afklares før man kan gå i gang med en fuld implementering, herunder særligt omkring finansiering, ejerskab, infrastruktur, klimaregnskab osv. En omstrukturering af hele sektoren med en ugennemtænkt liberalisering, vil være en unødvendig kæp i hjulet, der risikerer at underminere en helt nødvendig omstilling af affaldssektoren og forsinke implementeringen af en helt afgørende klimaløsning.

Ønsker Folketingets partier at fastholde en liberaliseringsmodel, må de også gøre det krystalklart, hvordan sektoren i så fald skal bidrage til målet om at blive klimaneutral frem mod 2030.

Ikke kun et affaldsproblem
En uhensigtsmæssig liberalisering af affaldssektoren, kan kort sagt sætte en stopper for implementeringen af CO2-fangst på de mest oplagte anlæg i Danmark. Dermed vil det også blokere for en hurtigere etablering af rammerne og infrastrukturen til stor-skala CO2-fangst og lagring på andre punktkilder - og muligvis også for anvendelse af CO2 til alternative brændsler via power-to-x, der har brug for store input af CO2. 

Det teoretiske potentiale for CO2-fangst i Danmark spænder, ifølge regeringens egne tal, fra 4-9 mio. tons i 2030, hvilket omfatter affaldsenergianlæg, biomasse, tung industri (Aalborg Portland) og biogasanlæg. Det kan bestemt diskuteres om CO2-fangst er relevant på alle punktkilder, herunder på de store biomasse-kraftvarmeanlæg, hvor forbruget bør reduceres markant og begrænses til spids- og sæsonlast. Men der er behov for at få gang i teknologien og implementeringen et sted, og affaldsanlæg er med en gennemtænkt og stabil regulering et oplagt sted at starte, da de kører alle dage hele året rundt, med stor sikkerhed for forretningsmodellen i mange årtier frem. De har adgang til fjernvarmenet til den øgede varmeproduktion, som følge af CO2-fangst processen, minimal lækagerisiko, og så kan de være first-movers, bl.a. på grund af det kommunale ejerskab.

Andre punktkilder, som fx Aalborg Portland, har lignende forhold med adgang til fjernvarmenet og drift året rundt. Derfor er det også oplagt med CCS her. Den kommende tid vil dog vise, hvor hurtigt CCS kan implementeres og om incitamentet er stort nok i forhold til at de kan blive first-movers i Danmark. Også set i forhold til de meget uklare meldinger om fremtiden for en CO2-afgift.

Dertil er der behov for, at aktører på markedet udbygger og driver en infrastruktur, der kan modtage, transportere og lagre (eller bruge) CO2 fra punktkilderne. Sådan et marked kommer ikke fra den ene dag til den anden, men skal udbygges løbende.

Derfor er det nødvendigt, at affaldsaftalen gentænkes, så den både medtager genanvendelseshensyn, økonomiske hensyn, miljøhensyn og klimahensyn for herved at udnytte de allerede etablerede effektive danske affaldsforbrændingsanlæg til at fremme CCS i Danmark som et helt nødvendigt led i den danske 70 % målsætning i 2030, og målet om et Danmark med netto-nul udledning.

---

Blogindlægget er tilrettet 22.02.2021, da en formulering kunne tolkes som om CONCITO ikke mener, at CCS på Aalborg Portland er relevant, hvilket ikke er tilfældet.

 

Kontakt
Tobias
Senioranalytiker, Analyseteamet
Indhold