Det Miljøøkonomiske Råds nyeste rapport peger fortsat på CO2-afgift som det vigtigste klimainstrument
Når valget står mellem at reducere drivhusgasser med tilskud eller med en afgift, så er afgiften det instrument, der samfundsøkonomisk leverer mest effektivt.
Det illustrerer det Miljøøkonomiske Råds første analyse i årets rapport. I et scenarie med kørselsafgifter og en let forhøjelse af den eksisterende brændstofafgift, skabes en samfundsøkonomisk gevinst på 18 mia. kr. Det er relativt til det scenarie, hvor rådet alene med tilskud ændrer adfærd og kun får en samfundsøkonomisk gevinst på 5 mia. kr. Afgiftsvejen er derfor at foretrække for os som samfund.
Dilemmaet er, at dette scenarie øger prisen for nogle bilister. Særligt bilister i Københavnsområdet. Til gengæld sikres staten et større provenu og der sker en betydeligt større reduktion af tabet ved trængsel og ulykker end gennem tilskud til elbiler. Der er derfor en konkret omkostning for få udvalgte, mens gevinsten er spredt ud over flere. Den spredte men reelle gevinst er for eksempel den tid svarende til 20.000 årsværk, der ikke længere bruges i bilkøer.
Der er jobs, som vil blive ramt direkte af en CO2-afgift
Fra dette dilemma i transportpolitikken er der en klar parallel til rådets anden analyse, der fokuserer meget specifikt på netop dem, der er mest direkte ramt af en CO2-afgift. Det Miljøøkonomiske Råd påviste med deres rapport fra 2020, at afgiftsvejen samfundsøkonomisk var billigere og, at den ville spare staten for årlige udgifter på 50 mia. kr. relativt til udgifter forbundet med at vælge støttevejen.
Slagsiden til den sti er, at der potentielt er 15.000 årsværk i landbrug, slagteri og mejerier der med en CO2-afgift kan forsvinde. Det er effekten af at pålægge en afgift på et erhverv, der har en høj udledning af drivhusgasudledning, og som ikke har tilpasset sig til denne omkostning før. Det er sammensætningen af de tabte årsværk i erhvervet, som det Miljøøkonomiske råd ser nærmere på i sin analyse.
Det Miljøøkonomiske Råd vurderer, at for økonomien som helhed er der kun et mindre tab af årsværk på ca. 700, når en CO2-afgift indføres, fordi der samtidig opstår jobs i andre sektorer. Der er derfor et stort potentiale for, at de jobs, der bliver tabt erstattes i andre sektorer. Den nuværende beskæftigelsessituation er heller ikke en, hvor arbejdskraft går ledig længe.
Det som det Miljøøkonomiske Råd kun berører i mindre grad er, at en CO2-afgift kan være et nok så effektivt instrument, men den er kun realiserbar, hvis den kan gå hånd i hånd med tiltag, som sikrer retfærdigheden i den kommende omstilling. Det drejer sig derfor om at sikre, at der er en udstrakt hånd til dem, der bliver direkte berørt. For arbejdskraft drejer det sig naturligvis om adgang til nye kompetencer og opkvalificering. For erhverv der er kraftigt berørt er det mulighed for at omstille.
Særligt i industrien er den største del af udledningen koncentreret på få virksomheder. 20 virksomheder står for 80% af de jobs, der vurderes til at forsvinde. Disse virksomheder har en relativ lav beskæftigelse, men det bør være et selvstændigt mål at understøtte et brændselsskifte for disse virksomheder. Det Miljøøkonomiske Råd taler også for en selvstændig håndtering af disse virksomheder. 97 procent af de ansatte i industrien er til gengæld i virksomheder, hvor stigning i omkostning ved en CO2-afgift er under 2 procent.
For landbruget, hvor effekten af en CO2-afgift også vil være betydelig, er det dog vigtigt ikke at ryste på hånden. Ambitionen må være, at der kan bruges klimaafgifter i landbruget. Det kan også være ved at lægge en incitamentsstruktur ind i erhvervets støtteordninger, der tager højde for landbrugsproduktionens klimaeffekt. Der kræves dog her et arbejde for at sikre et retvisende beskatningsgrundlag og hensynet til konkurrenceevne taler også for en form for produktions- eller bundfradrag.
