Corona, krig og energikrisen viser et behov for, at staten sætter en retning for byernes udvikling

Debatindlæg
københavn cyklister

I Danmark bor ni ud af ti i byerne. Det er her, vi bor, arbejder, lever og transporterer os

Når den nye regering bliver dannet om ganske kort tid, bør den uanset bogstavkonstellation sætte sig i førersædet i forhold til at lave en national bypolitik, der viser vejen til grønne, sunde og bæredygtige byer.

Ved at stille krav til klima, biodiversitet, grøn mobilitet, energi- og ressourceeffektivitet, arkitektonisk kvalitet og social balance skal staten lægge det politiske fundament for byer, vi alle gerne vil bo, arbejde og leve i.

Kriser rammer byerne

Lige nu er vi ramt af flere kriser, der påvirker danske byer markant. Klimaforandringerne udfordrer byerne med et både varmere, vildere og vådere vejr. Biodiversitetskrisen gør byerne til en kampplads for mere bynatur. Coronakrisen har udfordret vores fysiske og mentale sundhed og tydeliggjort behovet for grønne byrum.

Den økonomiske krise har skabt et behov for en styrket indsats for boliger, der er til at betale for alle. Og energikrisen har vist, at en bæredygtig energiforsyning til byerne er altafgørende. Kriserne samlet viser et behov for, at staten sætter en retning for byernes udvikling og understøtter kommunernes arbejde.

Bypolitik er ikke noget nyt

En national bypolitik er som sådan ikke noget nyt. I februar 2015 lancerede et tværministerielt udvalg rapporten Bæredygtige byer - en social og grøn bæredygtig bypolitik, der så helhedsorienteret på klimaudfordringerne, miljøproblemerne, den tiltagende urbanisering og en stigende social opdeling af de danske byer.

Arbejdet var anført af det daværende Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter i samarbejde med Kulturministeriet, Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold, Klima-, Energi- og Bygningsministeriet, Transportministeriet og Miljøministeriet. Desværre kom bypolitikken ikke op at flyve på grund af regeringsskifte i juni 2015.

Det kan man godt ærgre sig over. Senest kom der i 2021 de to by- og boligpolitiske udspil Tættere på - Grønne byer og en hovedstad i udvikling og Tættere på II - Byer med plads til alle. Disse er dog langt fra lige så tværgående og ambitiøse som bypolitikken fra 2015. Man kunne ønske sig, at den nye regering gik i arkiverne og lod sig inspirere.

Klima ind i planloven


I juni 2022 kom den længe ventede aftale om en revideret planlov, hvor klimahensyn kom ind i planlovens formålsbestemmelse på linje med natur, miljø, vækst og udvikling. Revisionen gav kommunerne mulighed for at sikre mere bynatur og biodiversitet i deres planlægning blandt andet ved i kommuneplaner at kunne fastsætte en minimum begrønningsprocent for et byområde og stille krav til kvaliteten af bynatur i nye lokalplaner.

Herudover fik kommunerne mulighed for at vedtage nye lokalplanområder uden parkeringspladser, der skal fremme grøn mobilitet. Det er godt. Men staten kunne tage en meget stærkere position i forhold til at vise retningen for de grønne, sunde og bæredygtige byer, der skal udvikles til fremtiden og sikre integrererede løsninger på tværs af landet.

Bak op om kommunernes indsats

I Danmark bor ni ud af ti i byerne. Det er her, vi bor, arbejder, lever og transporterer os. Og det er her nye løsninger kan testes og få stor effekt for mange. Vi skal klimatilpasse byerne, så de kan håndtere de ændrede klimamønstre med mere ekstremvejr i form af kraftige regnskyl, hyppigere og længere tørkesituationer og stigende vandstand ved kystbyerne.

Vi skal på samme tid skabe grønne og sunde byer ved at styrke biodiversiteten i byplanlægningen. Den nye regering bør bakke op om den store indsats, der lige nu sker i alle danske kommuner, som er i gang med at planlægge for den nye klimavirkelighed. En tværgående national bypolitik kan understøtte dette arbejde og sætte en fælles kurs for statens og kommunernes by- og boligpolitiske arbejde de kommende år.

Debatindlæg bragt i Altinget By og Bolig d. 23. november 2022. 

Relaterede emner
Kontakt
Anna
Programchef, Fremtidens byer