Hidtil har fokus været på flere veje, baner og biler, men prioriteterne i samfundet er i forandring

Mobilitet er mulighed for bevægelse. At der er fremkommelighed på vejen, hvis jeg vil køre. At der er en busafgang eller en flextur. At der er gode cykelstier og fortove.

Mobilitet omtales som et nærmest ubetinget gode, som vi som samfund satser meget på at tilvejebringe og forøge. Mobilitet er imidlertid ikke gratis. Hverken for den enkelte eller samfundet.

Også klimaet presses af vækst i transport og udbygning af infrastruktur. Jo mere mobilitet jo sværere bliver det at nå klimamålene, især så længe den bygger på fossil energi. Behovet for ’mobilitet’ er altså et vigtigt spørgsmål både for samfundsøkonomien og i et klimaperspektiv.

Derfor er det godt, at den nye transportminister nu viser åbenhed overfor at formulere en national mobilitetsplan/strategi.

Hidtil har fokus været på at øge mobiliteten gennem tilvejebringelse af øget kapacitet. Flere veje, baner, biler. Dette har haft sideeffekter som for eksempel øget CO2-udledning, øget arealaftryk, mere luftforurening og flere støjbelastede boliger. Effekter som skader både mennesker og miljø.

Men der tegn på at prioriteterne i samfundet er i forandring. Det viser debatten om biodiversitet og arealanvendelse og de mange ønsker fra kommuner om at gøre noget mere ved trafikstøjen. Klimaloven omsætter allerede den bevægelse, der er sket i forhold til klimahandling.

Den mest værdifulde mobilitet

Dette er dog ikke afspejlet i en samlet tænkning om, i hvilken retning landet skal mobilitetsmæssigt. Dette gør, at beslutninger som for eksempel vedtagelsen af de mange projekter i Infrastrukturplan 2035 træffes uden, at det er klart, om de bringer os i den rigtige retning.

Uklarheden forværres af, at den metode, der benyttes til at beregne de samfundsmæssige konsekvenser af trafikale projekter, ikke fuldt ud medregner vigtige konsekvenser såsom CO2-udledning fra trafikanlæg, tab af naturværdier. Samtidig afspejler den ikke de faktiske sundhedsskader fra støj.

En mobilitetsstrategi er en strategi for, hvordan samfundet tilvejebringer mobilitet i det omfang, af den karakter og med den kvalitet, der skaber mest værdi.

Det skal ske under hensyn til de begrænsninger, som gives af samfundets øvrige prioriteringer, herunder ikke mindst det begrænsede CO2-budget, der er til rådighed for at undgå katastrofale klimaforandringer i fremtiden.

Mobilitetsstrategien skal ikke rulle ensartede og potentielt overdimensionerede løsninger ud over alt. Tværtimod skal den tage højde for variationer i behov og efterspørgsel efter mobilitet i tid og rum, på tværs af landet og for forskellige aktiviteter og erhverv.

Strategien skal håndtere den udfordring, det er at kombinere et langsigtet planlægnings- og anlægsperspektiv med behovet for at kunne tilpasse indsatserne i en tid med hastig omstilling og usikkerhed.

Bilister skal også flyttes til cykling og kollektiv transport

Derfor bør mobilitetsstrategien både udstikke en retning med tilhørende mål, udpege de vigtigste strategiske omstillingselementer og opstille fleksible virkemidler til at realisere dem. Hvad angår klimaindsatsen, så falder omstillingselementerne ind i kategorierne forebyg, overflyt og omstil, som det for er eksempel beskrevet i UNEP Gap Report 2022.

Her handler det om at forebygge transportbehov og bilkørsel gennem integreret og fortættet byplanlægning, at overflytte trafikanter gennem investering og prissætning til fordel for lavemissions transportformer (gang, cykling og kollektiv transport) samt at omstille til nulemissions transportmidler og drivmidler indenfor alle transportgrene.

Virkemidler til at sikre omstillingen vil omfatte både langsigtet planlægning, tekniske krav, investeringer, økonomisk støtte og afgifter samt nudging. Ofte vil et virkemiddel kunne skubbe på flere omstillingselementer.

For eksempel vil en øget CO2-afgift på brændstof både fremme omstillingen fra emissionsbiler til elbiler og samtidig også fremme overflytningen til andre transportformer. I Concitos fremtidsbillede for dansk klima-neutralitet i 2040, kommer vi med vores mere konkrete bud på retning, mål, omstillingselementer og virkemidler for mobilitetens klima-dimension:

Vores retning handler om, at udledningerne fra den indenlandske transport – hvor der er gode omstillingsalternativer – skal nedbringes til næsten nul så hurtigt som muligt. Målet er, at transportsektorens nationale CO2-udledning i 2030 højst er på 5,5 millioner tons og i 2040 højst 0,6 millioner tons.

Omstillingselementerne indeholder hurtigere elektrificering og mere deling, mens virkemidlerne er forbud/prohibitive afgifter på nye emissionsbiler efter 2025, højere CO2-afgifter på brændstof, kørselsafgifter, investeringer i el-/ladeinfrastruktur og støtte til omstilling.

Forpligtende mekanismer er essentielle

Strategien bør også italesætte faldgruber, der skal undgås. Det gælder for eksempel at støtte teknologier som biobrændstoffer, der ikke leverer dyb dekarbonisering eller at forsinke elektrificeringen, fordi strømmen endnu ikke er 100 procent grøn.

Det gælder også at undgå falske modsætninger, som at man for eksempel er nødt til at vælge mellem teknologiske eller adfærdsmæssige ændringer. Det er klart, at andre dimensioner som frihed, økonomi, sundhed og lighed også skal indgå i en mobilitetsstrategi. Og at mål kan konflikte med hinanden.

Derfor bør en mobilitetsstrategi også anvise, hvordan man vil afveje konfliktende hensyn. Der skal her findes en mere transparent balance mellem tekniske analyser, samfundsøkonomisk værdisætning og politisk prioritering end den mudrede proces, som dagens transportpolitiske beslutninger afspejler.

For uden en eksplicit (om)prioritering og tilretning af beslutningsprincipper, vil udviklingen gå som hidtil. Dette så man for eksempel med 2009-aftalen ’En grøn transportpolitik’, som havde mange gode mål og intentioner, men ingen forpligtende mekanismer til at sikre at beslutninger var konsistente hermed.

Concito har derfor igangsat to analyser. Dels en analyse, hvor vi argumenterer for, at der er brug for at justere den måde, hvorpå vi beslutter infrastruktur, og kommer med forslag hertil.

Dels et studie af mulige tilgange til formulering af en mobilitetsstrategi med henblik på at kunne foreslå en ramme, der balancerer politisk spillerum, transparens og klarhed med fleksibilitet og efficiens med lokalt selvstyre.

Debatindlæg bragt i Altinget Transport d. 7. marts 2023.