Sådan skal en ny transportminister lave en grøn mobilitetsplan
Mod den netop afsluttede valgkamps slutning kom det frem, at der tegner sig et politisk flertal for at øge klimaambitionerne. Der er allerede lagt op til, at landbruget skal levere meget, men det er under alle omstændigheder uundgåeligt, at transportsektoren skal bidrage mere. Også fordi dette vil passe godt i forhold til opfyldelse af de just skærpede EU-mål for ikke-kvotesektoren.
Men så længe der ikke er fastlagt mål og årstal for reduktion af transportsektorens udledninger, mangler der rammer for at afveje hensyn mellem øget transport og øget klimaindsats. Som det ser ud i dag, hvor sektoren ikke er begrænset af konkrete klimamål, forekommer reduktioner i transportens udledninger ofte uforholdsmæssigt dyre mens projekter, der øger udledningerne, forekommer fornuftige og rentable.
Men det er efterhånden blevet klart for alle, at transportministre ikke kan tillade sig at ignorere udledninger i anlægssektoren.
Spørgsmål til ministre
Den nye transportminister skal derfor gå offensivt til værks og som det allerførste spørge klimaministeren:
Hvornår skal jeg sørge for, at emissionerne fra transporten når nul, og hvilket CO2-budget har jeg frem til da at levere mobilitet indenfor (samlet set, mht. såvel trafik som anlæg)?
En anden stor udfordring på transportministerens bord er de effekter, trafikken har på vores sundhed. Både for dem, som transporterer sig og de som ikke gør. Stillesiddende, støjende og partikelforurenende mobilitet har store samfundsmæssige omkostninger.
Det er derfor naturligt, at transportministeren spørger sundhedsministeren:
Hvilke sundhedsmæssige mål bør vi sætte for trafikken, og skal vi deles om besparelserne ved at realisere dem?
Når de klima- og sundhedsmæssige rammer er på plads, skal de hidtidige forudsætninger for planlægning af infrastruktur opdateres. Både med hensyn til de forventede trafikmængder og med hensyn til omkostningerne ved at lave ny infrastruktur.
Dette vil ændre samfundsøkonomien i mange projekter. Samtidig er der bud efter såvel arbejdskraft som fysiske ressourcer til at lave energi- og klimasikringsanlæg.
Den nye transportministers udgangspunkt bør derfor være at sætte infrastrukturplanen på hold og frigøre ressourcer til mere presserende formål. Dette giver så også mulighed for i stedet at udarbejde en national mobilitetsstrategi for person- og godstransporten, som på baggrund af opdaterede forudsætninger og mål, giver svar på, hvordan mobiliteten bedst muligt udvikler sig.
Et vigtigt pejlemærke for dette arbejde er dog også, hvor mange penge transportsektoren kan få fra/skal levere til statskassen.
Det er derfor naturligt, at transportministeren går til finansministeren og spørger:
Vi bør sætte infrastrukturaftalen på hold. Hvor mange af milliarderne fra den kan jeg beholde til omstilling, og hvor meget provenu skal transportsektoren levere netto (fratrukket penge til anlæg, drift og vedligehold), når den grønne omstilling er tilendebragt?
Nu begynder opgaven for alvor at være konkretiseret for transportministeren – der er givet såvel sundhedsmål som budgetter, både i forhold til CO2 og kroner på finansloven. I Danmark producerer vi ikke mange transportmidler, så det vigtigste greb i forhold til at reducere udledninger er at påvirke transportadfærden.
Både om den enkelte tur kan svare sig, og om det giver bedre mening at skifte transport-/drivmiddel. Og så skulle finansministeren jo også have nogle penge i kassen.
Transportministeren må derfor alliere sig med skatteministeren og høre:
Vil du – med blik for de fordelingsmæssige aspekter – være med til at designe fremtidens beskatning af transport (CO2-afgifter på brændstof, afskrivningsregler på el-lastbiler, passagerafgifter på luftfart, …), så jeg både kan holde mig indenfor mit klimabudget, og samtidig levere det ønskede provenu, både nu og fremover?
Omstilling sker lokalt, og der er stor geografisk forskel på de mobilitetsmæssige behov og muligheder der er i landets kommuner. Samtidig er der en stor handlekraft som vist i blandt andet de mange DK2020-klimaplaner, som landets kommuner har udarbejdet.
Sidste spørgsmål fra transportministeren går derfor til indenrigsministeren:
Vil du være med til at skabe frugtbare rammer for den kommunale indsats, så den lokale omstilling af transporten både lettes og koordineres, såvel indenfor som på tværs af kommunegrænser?
Med forhåbentligt positive svar fra alle, vil transportministeren efter denne første runde stå med et stærkt mandat for at udarbejde den grønne mobilitetsplan som vi længe har manglet.
Og jeg er overbevist om, at embedsværket står på spring for at levere den, når først bestillingen kommer.
Debatindlæg bragt i Klimamonitor d. 29. november 2022.
