Det vil være en sejr for Putin, hvis vi sætter klimaomstillingen på pause

Ak ja. Vi har set det før. Forud for COP15 i København skete der en international klimamobilisering.

NU skulle verden rykke og reagere på videnskabens stadig mere alvorlige advarsler. Og BUM. Fra efteråret 2008 meldte den økonomiske krise sig, og den blev i de følgende år blot værre og værre. Så kunne det der med klimaet ikke lige vente? På EU-plan lykkedes det på trods at få vedtaget mål og politikker. Blandt andet fordi flere og flere indså, at grøn omstilling faktisk var i Europas interesse. Jobmæssigt og i høj grad også i forhold til vores store energiafhængighed. Selv i de værste økonomiske kriseår betalte vi i EU årligt netto 400 milliarder euro - 3.000 milliarder kroner - for vores importerede fossile brændstoffer. Cirka en tredjedel - eller svimlende knap tre milliarder kroner hver dag - blev sendt til Putins Rusland.

Ikke mærkeligt at despoten har kunnet opbygge en bomstærk krigskasse.

I 2015 enedes verden så endelig om Parisaftalen, og stadigt flere virksomheder og investorer begyndte at omsætte ord og mål til handling. I Danmark blev ambitionsniveauet sat op efter de to klimavalg. Nu skulle der for alvor rykkes og og BUM så kom pandemien. Igen fik de politiske ledere hænderne fulde med andre kriser.

Da så coronaen slap sit greb, erklærede statsministeren, at hun nu ikke længere er mere rød end grøn. Tiden var inde til nye store klimatiltag. Men BUM. 24. februar vågnede vi til en ny verdensorden. Pludselig var alt forandret. Bortset fra klimakrisen, der er præcis ligeså presserende i dag, som den var for to uger siden.

Udfordringen for os er nu, om vi magter at tænke flere forskellige kriser sammen. Vi skal nu bekæmpe Putin og klimaforandringerne på samme tid.

I EU kommer 40 procent af naturgassen, 50 procent af kullet og 25 procent af olien fra Rusland. I årevis har vi krydset fingre og håbet, at den politiske pris for afhængigheden ikke blev for høj. Det er den nu, hvor vores afhængighed er til stede hver eneste gang det diskuteres, hvordan vi skal reagere på Putins morderiske fremfærd.

Derfor er det bydende nødvendigt, at vi i både Danmark og EU nu vælger de tiltag, der på samme tid styrker vores energiforsyningssikkerhed, accelererer den grønne omstilling og underminerer finansieringen af Putins regime.

Er det let? Nej, det er hamrende svært og indebærer vanskelige valg; men det umiddelbart letteste - at falde tilbage på fossile energiløsninger - vil bringe os endnu længere væk fra klimamålene og risikerer at låse investeringer fast til løsninger, som kun forstørrer klimaproblemet, og som derfor vil være en langt dyrere løsning for os alle sammen, når vi er på den anden side af krigen.

Det Internationale Energiagentur, IEA, præsenterede kort efter Putins invasion en række anbefalinger til Europa. De peger blandt andet på en massiv og hurtig udbygning af vedvarende energi - »frihedsenergi«, som den tyske finansminister nu kalder det. Der peges også på varmepumper og ellagring, og ikke mindst har IEA et stærkt fokus på energieffektivisering, som det måske allermest virksomme tiltag her og nu.

40 procent af den russiske gas går til at opvarme og køle vores bygninger. Så bare at ændre rumtemperaturen i EU-området med en til to grader batter rent faktisk og kan straks sættes i værk.

Men selvfølgelig koster det at skrue op for den grønne omstilling. Der skal investeres endnu flere milliarder endnu hurtigere, end vi havde troet. Til gengæld har Putins anskuelsesundervisning i den reelle pris ved den nuværende politik skaffet politikerne den stærkest tænkelige folkelige opbakning til at udvise handlekraft og mod, når det gælder samarbejdet om en accelereret omstilling.

Vi må øjeblikkeligt fremskynde, at naturgas erstattes af for eksempel varmepumper og fjernvarme. Et klart signal fra en CO -afgift haster mere end nogensinde. En taskforce må straks ajourføre energiplanen, og virksomheder skal hjælpes til at fremrykke klimavenlige omstillinger. Planbestemmelserne må smidiggøres, så mere vedvarende energi kan opstilles hurtigere. Og hvis der på helt kort sigt bliver brug for nogle klima-uvenlige løsninger, skal det være uhyre tidsbegrænset, så vi ikke foretager investeringer, som på længere sigt låser os fast på løsninger, der går imod vores klimamål.

Vantro og sorgfulde følger vi udviklingen i vores nabolag. Det er fristende at tage en dag - og et problem - ad gangen. Men vi har ikke råd til endnu en gang at sætte klimaomstillingen på pause. Det vil skabe polarisering og øget splittelse, og det vil betyde, at vi i alt for mange år endnu fortsætter afhængigheden af diverse olie-og gasregimer.

Den sejr behøver vi ikke at forære Putin.

Debatindlæg skrevet af Connie Hedegaard, bragt i Berlingske d. 10. marts 2022