Strategi for lagring af CO2 sigter for lavt

Af Tobias Johan Sørensen, klimaanalytiker, og Karsten Capion, senioranalytiker, CONCITO

Et flertal i Folketinget indgik d. 30. juni en aftale om lagring af CO₂ i den danske undergrund. Aftalen er første led i en samlet strategi for CO₂-fangst og lagring (CCS).

Lagring er en vigtig forudsætning for at komme videre med fangst af CO₂. Lagre tager mange år at udvikle og der skal være sikkerhed for, at CO₂ kan lagres, før det giver mening at fange den i større skala. Fangst af CO₂ er samtidig en af forudsætningerne for, at vi kan nå klimaplanens mål om 70 pct. CO₂ reduktion i 2030.

Aftalen indeholder mange gode elementer, men den risikerer at allokere utilstrækkelige midler til at sikre den nødvendige lagerkapacitet i 2030. CO₂ kan enten lagres på land/kystnært eller i Nordsøen. For at komme hurtigt i gang giver lagring i Nordsøen god mening, men landbaserede/kystnære lagre kan sikre en billigere omstilling på sigt. Blandt andet fordi transporten af CO₂ til disse lagre kan gøres billigere.

Det haster med at få sikret tilstrækkelig lagerkapacitet, og derfor bør strategien tilføres et ekstra element: en udvidet undersøgelse af flere potentielle lagre.

Stort potentiale for lagring i Danmark

Den danske undergrund er velegnet til at lagre CO₂ og med en mere ambitiøs europæisk klimaindsats vil behovet for lagring være stort.

CONCITO vurderer, at potentialet for fangst fra danske kilder er mindst 1 mio. tons i 2025 og mindst 4 mio. tons i 2030, som kan fanges til rimelige reduktionsomkostninger. Det drejer sig om CO2 fra biogasanlæg, affaldsforbrænding og industri.  Derudover vurderer den tyske tænketank Agora Energiewende, at Tyskland har behov for at lagre hele 73 mio. tons CO₂ om året for at blive klimaneutrale i 2045. Danmark kan oplagt aftage en betydelig del af denne CO₂, da vi har en mere velegnet undergrund til lagring end tyskerne. Dansk lagringskapacitet kan altså bidrage til at løse andre landes klimamål og samtidig være en god forretning og skabe arbejdspladser i Danmark.

Kystnære lagre er økonomisk fordelagtige

Lagring i Nordsøen er længst fremme og kan etableres med kortest aftræk, hvilket er vigtigt, da hastighed er altafgørende i klimaindsatsen. Der er dog behov for også at få sat turbo på landbaserede og kystnære lagre, som dels øger lagringspotentialet og dels tilbyder en økonomisk mere attraktiv lagring.

I regeringens udkast til første del af CCS-strategi ses der alene på selve lagringen. Lagring bør dog ses i sammenhæng med transport, da omkostninger hertil i høj grad afhænger af lagrenes placering.

Transportomkostningerne til lagre på land/kystnært er væsentligt lavere end til havs, da CO₂ kan flyttes til lageret med rør, tankbil eller et skib der ligger i havn, hvilket er billigere end at pumpe CO₂ fra et skib i bølgegang. Derudover er transportafstanden kortere. Det gør det mere attraktivt at udvikle landbaserede lagre end de økonomiske overslag, regeringens forhandlingsoplæg om lagring af CO2 giver indtryk af.

Lagring på land/kystnært giver en besparelse på 200-400 kr./ton CO₂ på transport og lagring, hvilket fører til en årlig besparelse på 1-2 mia. kr. for samfundet/statskassen ved 5 mio. tons lagret CO₂ om året. Det svarer cirka til en tiendedel af Klimarådets estimat for den samlede årlige omkostning på 10-15 mia. kr. ved indfrielse af 70 procentsmålet. Der er behov for at se på, hvordan etablering af lagre på land/kystnært kan bidrage til at styrke lokalsamfund gennem f.eks. arbejdspladser i forbindelse med etablering og drift af lagre.

Vi bør satse større

Med aftalen om lagring afsættes der 210 mio. kr. til forskningsinstitutionen GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, men det er uklart, hvad disse midler rækker til. Der skal ifølge regeringens udkast til strategi undersøges 2-5 udvalgte geologiske strukturer i undergrunden i forhold til deres potentiale som lager.

Vores nuværende viden om undergrunden er relativt begrænset. Derfor er der ikke garanti for, at en undersøgt struktur kan bruges som lager, og derudover kan der mangle lokal opbakning til de givne lagre. Der er derfor en risiko for, at man med aftalen kan komme til at satse for småt og ende med kun få eller ingen lagre, der kan bruges.

Givet den lange etableringstid er der potentielt kun ét skud i bøssen for at få igangsat lagre, der kan være i drift i 2030. Står man efter forundersøgelserne i 2024 og må indse, at der kun er et af de undersøgte lagre, der dur, og at det kun kan lagre 3 mio. tons om året, kan der næppe etableres flere lagre før 2030.

Ministeriet estimerer livtidsomkostningen for lagre, der kan lagre 1-5 mio. tons CO₂ om året, til 2,8 - 16,9 mia. kr. I det lys virker 0,21 mia. kr. som et meget lille beløb for at sikre, at vi som land går godt forberedt ind i udviklingen af CCS.

Der bør afsættes yderligere penge til at undersøge flere lagre. Derved kan der opnås tilstrækkelig sikkerhed for, at der er nok lagerkapacitet. Det koster mere på den korte bane, men hvis den langsigtede ambition også er at hjælpe vores nabolande skal vi bruge flere lagre og omkostningen skal afholdes på et tidspunkt uanset hvad.