Kan regeringens gode klimaintentioner bestå prøven i virkeligheden?

Klimaet har også fået to ministre, hvilket må læses som en styrkelse og en reflektion af den store, komplicerede opgave, vi har foran os med at klimaomstille nationalt og globalt. Landets politikere og de nye ministre kan nu endelig vende sig mod den nødvendige klimapolitik, der presser sig på. Spørgsmålet er, om det så vil ske med den styrke og hastighed, som klimaet kræver.

Vi står med et rimelig ambitiøst, men blødt formuleret regeringsgrundlag på klimaområdet. Et regeringsgrundlag, der med en venlig indstilling kan ses som en optakt til klimahandling, men djævlen er i detaljen. Flere vigtige indsatser omtales stedmoderligt – som energieffektivitet og klimaaftrykket for vores internationale forbrug. Og ser vi på regeringens organisering, så springer det i øjnene og giver anledning til bekymring, at ingen af de to klimaministre sidder med i Økonomiudvalget og Koordinationsudvalget, hvor alle regeringens vigtige beslutninger træffes.

Så selv om signalet er, at regeringen er klar til at handle mere på klimaet – blandt andet med fremrykning af nettonul fra 2050 til 2045 - og skrue op for implementeringen af de mange klimaaftaler, så er det foreløbig ord på papir. Prøven kommer til at stå, når de skal omsættes til virkelighed.

Tre vigtige principper bør være bærende for klimapolitikken

CONCITO har peget på tre elementer, der bør være prioriteret i et nyt Folketing der vil levere på klima. Det har vi foldet ud her og her.

For det første er der politiske beslutninger, der skal tages hurtigt på de områder, hvor vi har sat klimamål, og hvor der er klare barrierer for den grønne omstilling. Planer og mål skal blive til hurtig handling der giver reduktioner og indsatser nu og her.

For det andet er der behov for at se klimaindsatsen i en global sammenhæng. Parallelt med indsatsen for de nationale mål er der behov for, at der handles for at styrke Danmarks bidrag internationalt. Det drejer sig blandt andet om fremme af vores grønne energiproduktion og et skarpere blik på, hvordan vores forbrug kan flyttes i en mere klimavenlig retning.

Det tredje element er behovet for en prioritering, der sikrer, at vi har ressourcerne i form at for eksempel arbejdskraft til den grønne omstilling. Men også en erkendelse af, at den grønne omstilling kræver valg og fravalg. Det er ikke hverdag. Det er en fuldkommen ændring af vores samfund.

Med afsæt i de tre elementer hastighed, globalt udsyn og prioritering har vi nu kunnet læse et regeringsgrundlag og byde et nyt ministerhold velkommen. Et ministerhold med ikke blot én men to klimaministre: Dan Jørgensen, der nu er vores globale klimaminister, og Lars Aagaard, der får en national rolle med vægt på implementering men også de videre overvejelser om højere mål. Begge bringer stor erfaring til deres område og det giver grobund for optimisme.

Regeringsgrundlag tjekker mange bokse for klimaet, men lover ikke for meget

Regeringsgrundlag i sig selv er et pejlemærke for en regering. Det er det dokument, embedsværket og politikerne vil referere tilbage til, og det er ikke mindst det papir, som tre forskellige partier kunne blive enige om i deres langstrakte forhandlinger – og som de nu forpligter hinanden på.

En første læsning af regeringsgrundlaget er overraskende positivt set med klimabriller. Mange af de elementer, vi i CONCITO forventede og pegede på, bliver nævnt. Klimaet har endda sit helt selvstændige afsnit under overskriften: Ambitiøs klimahandling.  

Regeringen vil indfri de klimamål, vi har i Danmark. Regeringen vil fremrykke tidspunktet for klimaneutralitet og forpligter sig til 110%’s reduktion i 2050. Der signaleres også handlekraft med oprettelse af en krisestab, der skal sikre handling på akutte udfordring, som udrulning af fjernvarme, elnettet og udbygning af vind, sol og elnet. Det er gode elementer, som regeringen naturligvis skal holdes op på.

Der er også i regeringsgrundlaget et længe påkrævet skridt mod en drivhusgasafgift for landbruget, men det er dog det element, der er pakket ind i flere forbehold i hele regeringsgrundlaget. Og herfra bliver retningen endnu mere uklar. For hvordan skal det opfattes, når man vil sikre et stærkt fokus på energieffektivisering? Det er svært at være uenig i, men næppe en handlingsanvisende politik.

Det kan næppe heller opfattes som en skarp udmelding, at regeringen vil undersøge konsekvenserne af et mål for klimaeffekt af det danske forbrug. Det er i hvert fald ikke udtryk for ambitiøs klimahandling på et område, der hidtil har været helt overset i klimapolitikken og i den grad trænger til at komme frem i lyset. Nu kan den grønne omstilling også i stort omfang indrettes med den rette politik, så dens pris for samfund og borgere bliver lav.  Men der søges også forgæves i regeringsgrundlaget efter de midler, der kan styrke den grønne omstilling. For eksempel på forskningsområdet.

Hvem sætter foden ned for klimaet?

Den nye regering vil til syvende og sidst blive målt på, om den er i stand til at levere hurtigere resultater, end vi har set nogensinde før på klimaområdet. Den vil blive målt på, om den kan omsætte ord til handling. Men de løse formuleringer i regeringsgrundlaget rejser spørgsmålet: Når hensynet til klimaet støder sammen med andre prioriteter, hvem sætter så foden ned og taler klimaets sag?

Det vil fremtiden og den nye orden i regeringen vise.

Debatindlæg bragt i Klimamonitor d. 16. december 2022.