Landbruget blev overset af EU i stor klimapakke, men nu står det for tur

Kampen om Europas fremtid er før blevet udkæmpet på markerne, og landbruget bliver også fremadrettet en slagmark i EU’s klimapolitik. Krudtstøvet har lige lagt sig efter forhandlingerne af centrale dele af den store klimapakke ’Fit for 55’.

Der blev udkæmpet store politiske kampe om blandt andet en udfasningsdato for salg af nye fossile biler og udvidelse af kvotehandel til nye sektorer.

Men landbruget gik stort set fri.

På det punkt ramte klimapakken ikke plet.

Europas landbrug har leveret markante produktivitetsforbedringer, men drivhusgasudledningerne i sektoren er stort set ikke faldet på EU-plan de seneste 15 år. En nylig analyse fra Det Europæiske Miljøagentur peger på, at landbrugets udledninger fremover kun vil falde med 1,5 procent fra 2020 til 2040 med medlemslandenes nuværende politikker.

Når EU potentielt skal reducere de samlede drivhusudledninger i omegnen af 90 procent i 2040, kan ingen sektorer køre frihjul. Vi har derfor brug for nye og stærkere fælleseuropæiske virkemidler i landbruget, der skaber en ensartet og ambitiøs spillebane på vejen mod et bæredygtigt fødevaresystem i EU.

Fraværende klimapolitik i landbruget

På klimaområdet er landbruget i dag primært underlagt differentierede, nationale reduktionsmål i EU, der også dækker andre sektorer. Det har hidtil været med til at skabe en forskelligartet og generelt mangelfuld klimapolitik i landbruget på tværs af medlemslandene.

I tillæg til de nationale reduktionsmål har Europa-Kommissionen med sit forslag til direktivet for industrielle emissioner prøvet at åbne for, at landbruget over tid skal anvende nogle af de bedst tilgængelige klimateknologier.

Direktivet ser dog ud til at blive udhulet i forhandlingerne. For eksempel vil mindre end 3 procent af kvægbedrifterne i EU blive dækket af kravene, hvis medlemslandene får deres vilje, og derfor vil direktivet ikke levere tilstrækkeligt incitament til at reducere udledningerne i den sektor.

Landbrugets drivhusgasudledninger bliver også påvirket af anden lovgivning på miljøområdet (for eksempel kvælstofregulering og vandrammedirektivet) og er underlagt krav i EU’s fælles landbrugspolitik. Men der bør reguleres mere målrettet og ambitiøst på klimaområdet for at få hele europæisk landbrug på rette spor.

Udvid kvotehandel til landbrug

Landbruget er i dag den eneste sektor i EU, der ikke er underlagt ’forureneren betaler-princippet’. Det har blandt andet fået Den Europæiske Revisionsret og OECD op af stolen.

På det bagtæppe har Europa-Kommissionen for nyligt åbnet en konsultationsproces om EU’s klimamål og -politik efter 2030, der spørger ind til muligheden for at introducere kvotehandel i landbruget.

I et kvotehandelssystem sættes et loft over drivhusgasudledningerne ved at udstede et begrænset antal kvoter. Aktørerne skal aflevere en kvote for hvert ton CO₂e, som de udleder. De kan købe kvoterne på auktion og handle med dem, og der dannes dermed en kvotepris.

Kvotehandel vil, ligesom en dansk klimaafgift i landbruget, give et tydeligt økonomisk incitament – som ikke findes i dag – til at skabe de nødvendige ændringer i landbrugets produktion og til at udvikle og anvende effektive reduktionstiltag. Det vil samtidig give et stærkere signal til private aktører om, at der er forretning i at udvikle virkemidler til omstillingen af europæisk landbrug, og sikre fælles spillebane og konkurrencevilkår for landbrugere i hele EU.

I praksis er der en række forskellige modeller for kvotehandel i landbruget. Disse skal selvfølgelig også tage hensyn til landbrugenes omstillingsmuligheder, administration og risikoen for lækage til andre lande uden for EU. Men meget taler for, at kvotehandel i landbruget er den helt rigtige vej at gå fremadrettet i EU.

En samlet og gennemtænkt klima- og fødevarepolitik

Kvotehandel i landbruget skal naturligvis sammentænkes med andre instrumenter, der bliver centrale for den grønne omstilling af landbrugs- og fødevaresektoren. Det omfatter en ambitiøs grøn reform af den fælles landbrugspolitik, en robust europæisk certificeringsramme for negative udledninger med fokus på certifikater med en betydelig, sikker og langvarig klimaeffekt (herunder inden for carbon farming), og den kommende lovgivningsramme for bæredygtige fødevaresystemer i EU for blot at nævne nogle af de væsentligste initiativer.

Det bliver centralt at indtænke EU-borgernes forholdsvis høje forbrug af fødevarer med et højt klimaaftryk på tværs af initiativerne. Det er fortsat uklart, hvilke instrumenter det kommende forslag om bæredygtige fødevaresystemer kommer til at bestå af, men bæredygtighedsmærkning af fødevarer lader til at komme til at spille en central rolle.

Omlægning af europæernes kostvaner til en langt mere planterig kost har et stort klimapotentiale og vil samtidig også være en fordel for folkesundheden. Derfor bør forslaget være tilstrækkeligt ambitiøst til at sikre, at der også sker en omstilling på forbrugssiden.

Det er afgørende, at EU’s kommende klima- og fødevarepolitik skrues sammen på en måde, der ikke blot afvikler og udflytter produktionen til andre lande. Den skal tværtimod fremme et fødevaresystem, der producerer tilstrækkeligt med velsmagende og næringsrige fødevarer med et lavt klimaaftryk, og som giver gode forretningsmuligheder og plads til miljø og biodiversitet.

Debatindlæg bragt i Klimamonitor d. 31 maj 2023.