Vi er bagud med klimamålene. Derfor bør en kommende regering sikre en akutpakke til klimaet

Debatindlæg
rhw

Vi skal undgå kortsigtede løsninger, som hjælper på regnskabet her og nu, men som ikke nødvendigvis er gunstige på længere sigt.

Vi er bagud i forhold til at nå 2025-målet for CO₂-reduktioner, og der er behov for at træffe de nødvendige beslutninger for at nå klimaneutralitet. Kravet til en ny regering må derfor være, at der hurtigt sikres ambitiøs klimahandling både på kort og lang sigt

Klimapolitikken er stadig en absolut topprioritet hos mange politiske partier. Sommerens udbredte tørke i Europa og andre steder i verden har vist, at klimakonsekvenserne er tydelige og alvorlige. Der er selvfølgelig en række andre dagsordener, der presser sig på i lyset af krigen i Ukraine, energikrise og inflation. Alligevel bør klimaet få sin topplads i valgkampen. Klima er og bliver et nøgleelement for en ny regering og det kommende folketings arbejde de næste fire år.

Tiden er knap for ambitiøs handling. Det, vi ser udspille sig lige foran os, viser, at det er nu, det gælder. Er der noget videnskaben har slået helt fast, så er det, at hvert ton CO₂ tæller og at hurtige reduktioner er afgørende.

Grønne ambitioner med bred opbakning

På den positive side er der de seneste år taget virkelig gode beslutninger i Danmark og i EU, der kan være katalysator for fremtidens grønne energisystem. Som regeringens klimaprogram illustrerer, er der nu vedtaget aftaler, der tilsammen kan sikre tre fjerdedele af de nødvendige reduktioner frem mod 2030. Selv om vi er mange, som ønsker højere ambitioner, skal der lyde ros for, at de klimapolitiske aftaler i Danmark er kendetegnet ved både at være ambitiøse og bredt forankret i Folketinget.

Grøn omstilling er hverken rød eller blå, men netop grøn. Det store flertal af Folketingets partier deler efterhånden høje grønne ambitioner, og diskuterer derfor oftest, hvilke tiltag der skal iværksættes, og hvordan de skal finansieres. De seneste eksempler er de vigtige aftaler om en grøn skattereform, grøn varme og meget mere vind og sol, som faldt på plads lige inden sommerferien i år.

Det står dog tindrende klart, at der ikke er tid til at hvile på laurbærrene. Der udestår fortsat mange beslutninger. Enhver klimaambitiøs politiker og regering skal måles på evnen og modet til at få politik, der allerede er vedtaget, omsat til handling hurtigt. Men også til at tage nye nødvendige beslutninger om, hvilke virkemidler der skal gøre det muligt at nå vores 2025-reduktionsmål på 50-54 procent. Det mål står vi ikke til at opfylde i dag, og i klimaprogrammet er også indskrevet visse usikkerheder omkring indfrielsen af målet.

Det skal ske hurtigt og med de rette initiativer. Ikke kun på kort sigt, men også på den langstrakte vej mod klimaneutralitet, så vores udledninger en dag kan gå i nul. Og endnu bedre end det blive til positive udledninger ved, at vi trækker mere CO₂ ud af atmosfæren, end vi udleder.

Derfor består opgaven også i at undgå kortsigtede løsninger, som hjælper på regnskabet her og nu, men som ikke nødvendigvis er gunstige på længere sigt.

Akutpakke er afgørende

En række områder står lige for at tage fat på for en ny regering og folketing. Først og fremmest en akutpakke, som skal sikre, at alle sektorer yder deres del til, at vi når klimamålet i 2025.

Det gælder eksempelvis den vigtige omstilling af vejtransporten, som ikke løses med øgede biobrændstoffer i vores biler og lastbiler, men derimod løses ved at sætte skub i elektrificeringen af transporten. Især den tunge vejtransport.

Endelig har vi landbruget, som er en af de helt store udledere i Danmark. Der er ganske vist sat et mål om reduktioner frem mod 2030, men man har endnu ikke formået at vedtage konkrete tiltag, som sikrer, at de kommer til at ske. Udvikling af et klimavenligt fremtidigt dansk landbrug er på spil, og det er på høje tid at få taget de nødvendige beslutninger.

Akutpakken er afgørende. Men det er mindst lige så afgørende at tage en række mere grundlæggende og vidtrækkende beslutninger. Beslutninger, som er vitale for, at vi som samfund kan dreje ind på en kurs, der sigter mod et klimaneutralt Danmark.

Det drejer sig om at skabe klare prioriteringer inden for en lang række områder og besvare spørgsmål som: Hvordan sikres rammerne, så der kan udrulles sol og vind tilstrækkeligt hurtigt og klogt? Hvordan får vi energieffektivisering og -besparelser op i omdrejninger? Hvordan skal vi for alvor understøtte udviklingen af fremtidens klimavenlige og plantebaserede fødevarer?

Derudover skal vi finde ud af, hvordan vi prioriterer planlægningen af de danske arealer, så natur og biodiversitet kan gå hånd i hånd med klimaeffektiv fødevareproduktion, arealanvendelse, infrastruktur og byplanlægning. Samt hvordan vi kan få refleksioner om det klimarigtige valg ind i vores forbrug og uddannelser.

Kort sagt bør vi alle måle vores politikere på, om de er klar til at levere den nødvendige beslutningskraft, der sikrer både hurtig og reel klimahandling. For der er ingen tid at spilde.

Debatindlæg bragt i Dagbladet Information d. 27. september 2022. 

Kontakt
Christian
Direktør