Program

Fremtidens Mobilitet

Bedre mobilitet indenfor planetens grænser

CONCITOs program for fremtidens mobilitet skal gennem analyse, dialog og bidrag til konkrete løsninger fremme et langt mere klimavenligt transportsystem med bedre mobilitet gennem andre transportformer og bedre brug af den infrastruktur, vi allerede har.

Mobilitet er helt nødvendigt for, at samfundet kan fungere. Vi skal alle have mad og bevæge os rundt til job og fritidsaktiviteter. Men transportsektoren halter bagud i den grønne omstilling. Selv om el-bilerne vinder frem, er vejene langt overvejende domineret af emissionsbiler. Det gælder for personbiler og endnu mere udpræget for vare-og lastbiler. Samtidig flyver vi stadig mere.

Transportsystemet vokser og optager stadig mere areal. Det støjer mere, øger trængslen i byerne og forurener mere. Der er brug for at vende denne udvikling, så vi senest i 2050 – og gerne længe inden – kan få vores mobilitetsbehov opfyldt indenfor de planetære grænser.

Mobilitetsprogrammet skal derfor accelerere omstillingen til et netto-nul samfund, på en måde så også transportsektoren tager sin del af 70%-reduktionen frem mod 2030. Dette skal ske på en måde så Danmarks tilgang er værd at kopiere for omverdenen.

Programmet Fremtidens Mobilitet fokuserer derfor aktuelt på disse fem temaer: 

  1. Vise vejen til mobilitet og tilgængelighed i netto nul samfundet. 
  2. Analysere hvordan EU krav påvirker danske sektormål ifht. reduktioner og forpligtigelser.
  3. Fremme grøn omstilling af godstransporten gennem mest mulig direkte elektrificering.
  4. Skabe helhedsorienteret tænkning i forhold til ny dansk infrastruktur.
  5. Fremme lokal omstilling i regi af DK2020-samarbejdet.

Transportsystemet vokser og optager stadig mere areal. Det støjer mere, øger trængslen i byerne og forurener mere.